Holland sejrede i aften Cameroun med 2-1, og dermed sikrede de sig fuld point-høst i gruppe E, så de er klar til 1/8-finalerne.
Holland og Cameroun mødtes i den anden kamp i Danmarks VM-gruppe E. Parterne havde ikke meget at spille for, da der skulle et stort mirakel til, før Cameroun kunne sikre sig videre deltagelse, men Holland var sikre på en billet til 1/8-finalerne.
Men det store spørgsmål var, om Holland skulle gøre rent bord og hente maksimum-point efter deres tre gruppespilskampe.
Hollands landstræner Bert van Marwijk havde ikke valgt at spare nogen til opgøret. Angriberen Robin van Persie blev noteret for kampens første afslutning, da han tog forsøget et godt stykke udefra, men bolden røg ikke i netmaskerne.
Fem minutter senere stod Rafael van der Vaart og Wesley Sneijder bag et flot kombinationsspil, men det førte heller ikke til mål.
Kampens første scoring blev derimod sat ind ni minutter før første halvleg blev fløjtet af. Van Persie spillede et-to med Van der Vaart, og dernæst kunne van Persie overliste Cameroun-keeperen til pausestillingen 1-0.
Den anden scoring i kampen tilfaldt Cameroun efter 65 minutter. Van der Vaart brugte hånden til hjælp for at cleare bolden i farezonen og derfor dømte kampens dommer straffespark.
Camerouns angrebsprofil Samuel Eto'o tog sig af sparket, og det gjorde han sikkert til 1-1.
Indskiftede Arjen Robben nåede dog også at sætte sit præg på opgøret, da han syv minutter før tid kanonerede bolden mod Camerouns kasse, med skuddet blev reddet i første omgang, mens Klaas-Jan Huntelaar kunne sparke bolden ind i målet på riposten efter en smart afslutning.
Holland vandt opgøret 2-1, og dermed tog de maksimum-point i gruppen og en overbevisende målscore på 5-1. I 1/8-finalerne skal de møde Slovakiet fra gruppe F, mens Cameroun må se tilbage på et pointløst VM i Sydafrika.
Kampens spillere:
Holland - Rafael van der Vaart: På trods af at han spillede en ny position, nemlig på venstrekanten, så var han med i mange offensive aktioner, og han leverede flot kombinationsspil med sine offensive medspillere. Derudover var han med i føringsmålet, der blev sat ind af Robin van Persie.
Cameroun - Samuel Eto'o: Inter-angriberen var igen med til at løfte niveauet for sit hold. Han satte straffesparket sikkert ind til udligning på et vigtigt tidspunkt i affæren. Men desværre for Eto'o og co. var det ikke nok til at redde sig point ved denne VM-slutrunde.