Iran og Nigeria i kedelig nulløsning

0

Der var ikke meget at juble over, da Iran mødte Nigeria i gruppe F. En yderst chancefattig kamp sluttede 0-0.

Dagens anden VM-kamp stod mellem Iran og Nigeria, der skulle forsøge at komme på pointtavlen i gruppe F, hvor Argentina åbnede med en sejr i nat.

Nigeria var fra kampens start mest på bolden, mens iranerne stod defensivt og lurede på kontraangreb.

Nigerianerne havde svært ved at spille sig frem til de store chancer, og det så ud til at passe Iran godt, selvom Carlos Queiroz’ drenge ikke selv ville det store.

Alligevel var det Iran, der var tæt på at tage føringen efter den halve time. Et hjørnespark havnede hos Reza Ghoochannejhad, der dog måtte se sit hovedstød reddet af Vincent Enyeama i Nigeria-målet.

Resten af halvlegen forløb uden chancer. Derfor stod der 0-0 efter 45 kedelige minutter, hvor Irans defensiv havde lukket fuldstændig ned for et meget uopfindsomt Nigeria-mandskab.

Man kunne håbe på flere højdepunkter i anden halvleg, men det var ikke tilfældet. Nigeria prøvede igen og igen at kæmpe sig igennem Irans stærke defensiv.

Men det lykkedes på ingen måde. Et par gange var der lige-ved-og-næsten-situationer i begge ender, men en meget tam affære sluttede, som det startede.

Kampen sluttede altså 0-0, hvilket betyder, at både Iran og Nigeria er på pointtavlen i gruppe F. Argentina fører med tre point, mens Bosnien-Hercegovina ligger nederst uden point.

 

Skriv en kommentar