Tysklands landstræner Joachim Löw kunne tidligere torsdag fortælle, at syv af holdets VM-spillere i øjeblikket døjer med influenza.
I morgen skal Tyskland op imod Frankrig, og inden dette møde er der opstået udfordringer i den tyske VM-trup.
Mats Hummels var ude af det sidste opgør mod Algeriet, fordi han var syg. Nu lader det til at han har smittet en række andre holdkammerater.
Tidligere torsdag kunne landstræner Joachim Löw nemlig fortælle, at syv af holdets spillere døjer med influenza.
"Syv spillere er småsyge med influenzalignende symptomer. Det er ikke så slemt i øjeblikket, og det kunne godt til dels være på grund af air condition, rejserne og temperaturforskelle," siger Löw ifølge The Guardian og uddyber:
"Jeg ønsker ikke at gøre et drama ud af det. Vi håber på, at situationen vil blive løst."
Tysklands opgør med Frankrig afvikles fredag klokken 18:00.