Kanonkasser fra James sænkede Uruguay

0

James Rodríguez blev den store helt, da han med to yderst flotte scoringer sikrede Colombia en kvartfinaleplads via en 2-0 sejr over Uruguay. 

Brasilien sikrede sig tidligere på aftenen en plads i kvartfinalen som den første nation efter dramaet mod Chile.

VM-værterne skulle møde vinderen af dagens andet sydamerikanske opgør, der stod mellem Colombia og Uruguay.

Der var masser af tempo i kampens indledning, som dog ikke bød på de store chancer. Colombia var klart mest i boldbesiddelse.

Det var også de colombianske VM-outsidere, der efter 28 minutters spil kom fortjent i front efter en drømmekasse.

En af VM’s helt store oplevelser, James Rodríguez, tæmmede bolden med brystet et par meter uden for Uruguay-feltet, og derefter helflugtede den 22-årige Monaco-spiller bolden i nettet via underkanten af overliggeren.

En klassescoring fra James Rodríguez, der for femte landskamp i træk kom på måltavlen for Colombia. 1-0 var også stillingen ved pausen.

Uruguay havde nu 45 minutter til at komme frem på banen, hvilket de ikke havde klaret godt i første halvleg. Og det var også colombianerne, der kort inde i anden halvleg lavede en ny drømmekasse.

Efter fikse kombinationer omkring feltet slog backen Pablo Armero bolden til bagerste stolpe, hvor Juan Cuadrado meget uselvisk headede bolden ned for fødderne af James Rodríguez, som nemt kunne udbygge til 2-0.

Endnu et fantastisk mål fra Colombia, der denne gang splittede Uruguay-defensiven helt fra hinanden. James Rodríguez’ scoring betød også, at han med fem kasser nu var foreløbig VM-topscorer.

2-0-scoringen betød offensive udskiftninger fra Uruguay, der nu virkelig skulle på jagt. Men der gik lang tid, før det blev rigtig farligt.

Ca. ti minutter før tid kom den store chance til Uruguay, der kunne have bragt dem tilbage i opgøret. Men en fri Maxi Pereira tabte duellen mod David Ospina i Colombia-målet.

Uruguay, der altså var uden Luis Suarez, virkede uden tro, og de kom ikke tættere på. Derfor endte det med en 2-0-sejr til Colombia, som nu skal op imod Brasilien i kvartfinalen.

Skriv en kommentar