Kevin Prince Boateng bekræfter nu, at han og Sulley Muntari er blevet smidt ud af Ghanas VM-trup og sendt hjem. Men han forstår ikke, hvad årsagen er.
Ghanas to spillere Kevin Prince Boateng og Sulley Muntari er fortid ved dette VM. Det bekræfter Boateng over for tyske Bild.
Boateng forklarer, at han ikke forstår, hvorfor landstræner Kwesi Appiah har valgt at sende dem hjem.
"I går til træning var der en hændelse. Sulley Muntari og jeg jokede efter en duel. Jeg sagde, at han havde taget bolden med hånden. Det benægtede han. Derefter lo jeg og sagde: "Hey, er du dommer eller hvad?" Så grinede vi begge to. Træneren brød hele enheden op og spurgte, hvorfor vi grinede. Vi sagde, at alt var ok. Derefter sendte han os ind i omklædningsrummet," siger Boateng til Bild ifølge Tipsbladet.
Efter træningen valgte Boateng, at henvende sig til Appiah for at få en forklaring på, hvorfor de var blevet bortvist for træningen.
"Efter træning gik jeg til træneren og spurgte ham, om han havde et minuts tid til mig. Jeg spurgte ham, hvad han har imod mig. Så begyndte han at råde ad mig. Han fornærmede mig. Der faldt ord som: "Fuck off." Jeg hørte om suspenderingen her til morgen. Det accepterer jeg. Der er bare ingen, der skal tro, at jeg har fornærmet træneren eller gjort mig skyldig i noget. Jeg rejser nu og ønsker mine kolleger al tænkelig held og lykke med VM og kampen mod Portugal."
Ghana spiller i aften deres sidste kamp i gruppespillet, når de møder Portugal klokken 18:00. En større sejr til Ghana, kan bringe dem op på andenpladsen, hvis enten USA eller Tyskland taber.