Laudrup glæder sig over spansk VM-triumf

0

Den danske fodboldlegende Michael Laudrup mener, at Spanien var den rette vinder af VM-trofæet i år, som de sikrede, efter en 1-0-sejr mod Holland.

Michael Laudrup, der nu igen kan kalde sig cheftræner for en Primera Division-klub, Real Mallorca, glæder sig over, at Spanien sikrede sig VM-trofæet.

"Det er fantastisk for spansk fodbold. Disse år er i det hele taget en rigtig god tid for spansk fodbold, og det kan jeg selvfølgelig kun være glad for," forklarer Laudrup til TV 2 Sporten, og fortsætter:

"Jeg synes, sejren var fortjent, selvom Holland også havde deres muligheder. Arjen Robben kommer jo nok til at drømme lidt om sin friløber i de kommende dage."

"Men Spanien havde flest chancer. Sergio Ramos havde en stor hovedstøds-chance, og David Villa havde en kæmpechance, inden det lykkedes at score."

Skriv en kommentar