Løvenkrands har ikke opgivet VM-håbet

0

Peter Løvenkrands spiller forrygende for tiden i sin engelske klub Newcastle, hvor han har nettet ti gange i syv kampe. Han har dog endnu ikke hørt fra landstræner Morten Olsen.

Newcastle-offensiven Peter Løvenkrands har vist en opadgående formkurve med hele ti mål i blot syv optrædener. Løvenkrands håber, at han kan tilspille sig en plads til VM-truppen.

"Ja, det er klart. Hvem ville ikke drømme om det? Min form er jo rimelig god for tiden. Jeg får lavet nogle mål, og det er dejligt," siger Løvenkrands til TV 2 Sporten.

"Jeg blev ikke udtaget sidste gang (mod Østrig onsdag, red.), så det ser lidt svært ud. Jeg har ikke talt med Morten Olsen længe, så jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke var med," uddyber Løvenkrands.

"Hvis man ikke er skuffet, så er der jo et eller andet galt. Så selvfølgelig er man da lidt skuffet over, at man ikke er med, men jeg fokuserer på at holde den stime kørende, jeg har lige nu," slutter han.

Løvenkrands var sidst en del af Danmarks landshold i opgøret mod Portugal, som blev afviklet den 10. september 2008.

Skriv en kommentar