De regerende verdenmestre fra Tyskland led et overraskende åbningsnederlag ved VM, da Mexico takket være en scoring fra Hirving Lozano vandt 1-0.
Der blev taget hul på VM's gruppe F i dag, da de to forhåndsfavoritter til at avancere til ottendedelsfinalerne, Tyskland og Mexico, mødte hinanden på Luzhniki i Moskva.
Der var fart over feltet fra første minut, og begge mandskaber havde fine muligheder for at bringe sig i front i kampens indledende fase.
Mexicanerne var særdeles veloplagte, og gentagende gange i første halvleg skabte de problemer for tyskernes defensiv, som virkede overraskende usikker. Og cirka ti minutter før pausen kom Mexico i front.
Efter en omstilling kom tyskerne i undertal, og Javier Hernandez fandt den unge offensivkomet Hirving Lozano, som tørrede Joshua Kimmich, før han bankede bolden knastørt i det korte hjørne forbi Manuel Neuer til 1-0.
Blot to minutter senere var Tyskland imidlertid tæt på at udligne, men Toni Kroos' frispark fik Guillermo Ochoa afværget med hjælp fra overliggeren.
Derfor førte Mexico overraskende, men ikke desto mindre fortjent, 1-0 ved pausen.
Det høje tempo fra første halvleg fortsatte ikke i de sidste 45 minutter, hvor Mexico ganske naturligt med føringen i bagagen gik mere defensivt til værks, mens de hele tiden lurede på en farlig omstilling.
Tyskland havde svært ved for alvor at sætte mexicanerne under pres, og først efter 64 minutters spil var de regerende verdensmestre tæt på, da Kimmich saksesparkede bolden lige over mål.
Mens tyskerne mere og mere febrilsk forsøgte at komme afgørende igennem, havde Mexico flere kontramuligheder, hvor de med større skarphed og kynisme havde lukket kampen.
Et minut før tid var det for alvor tæt på en udligning, da indskiftede Julian Brandt kanonerede bolden på stolpen fra distancen.
Tættere på kom Tyskland ikke, og derfor vandt Mexico overraskende åbningskampen i gruppe F med 1-0.