Tyskland klar til semifinalen

0

Mats Hummels scoring tidligt i første halvleg var nok for Tyskland, der besejrede Frankrig 1-0, og dermed som den første nation spillede sig i semifinalen.

Der var på forhånd lagt op til et spændende opgør på Estadio do Maracanã, hvor Tyskland og Frankrig stod over for hinanden i den første kvartfinale ved VM i Brasilien.

Tyskerne kom bedst fra start, mens Frankrig i de første minutter trak sig tilbage på banen. Otte minutter inde i kampen var det dog franskmændenes Benzema, der kom frem til en mulighed. Valbuena kom ind i venstre side af feltet og slog en høj bold tilbage til Benzema, som forsøgte med en indersideflugter. Afslutningen gik en meters penge forbi det tyske mål.

Fire minutter senere var Tyskland mere effektive, da Mats Hummels bragte tyskerne i front. Toni Kroos slog et frispark ind i feltet, hvor Hummels kom højest og headede bolden i mål via undersiden af overliggeren.

Efter scoringen havde begge mandskaber svært ved at finde plads at spille på. Paul Pogba forsøgte med en dribletur for franskmændene, men ramte en tysk spiller, da han prøvede at åbne spillet ud til venstre, hvor Griezmann var fri.

Frankrig havde problemer med at få spillet til at flyde. Afleveringerne var ikke præcise nok, og tyskerne havde forholdsvis nemt ved at stå i mod. Det tyske mandskab havde mere held med kombinationerne. Bolden endte hos Klose, som tog bolden med sig ind i feltet og faldt. Han blev hevet lidt i trøjen, men ikke nok til at få straffespark.

Det tyske hold var i kontrol, og spillede den godt rundt. Når de mistede den, var de gode til at lukke ned for franskmændene. Men det lykkedes alligevel Frankrig at komme i gennem det tyske forsvar. Valbuena fik en stor chance, da han tæmmede en aflevering i venstre side af feltet og sparkede på mål. Men Neuer i det tyske mål reagerede godt og fik vippet bolden ud til Benzema, der dog var tæt markeret af Hummels og derfor ikke kunne få sendt bolden afsted mod mål.

Det var det tætteste, Frankrig kom på en scoring i første halvleg. Tyskerne fik heller ikke scoret yderligere og var dermed foran 1-0 efter de første 45 minutter.

Frankrig kom fint ud til anden halvleg, og havde inden for de første minutter flere farlige indlæg. I alle tilfælde fik tyskerne dog afværget situationen og sparket bolden væk.

Spillet bølgende lidt frem og tilbage. Begge mandskaber spillede sig frem til muligheder, dog uden at det for alvor blev farligt. Tyskerne var naturligvis mest tilfredse med stillingen, mens presset steg på Frankrig som halvlegen skred frem.

Det franske pres, som man kunne forvente, lod vente på sig. Det virkede som om, at de ikke havde de nødvendige kræfter til at angribe med fuld styrke. Alligevel skete der lidt med et kvarter tilbage. Benzema modtog bolden i feltet, lavede en skudfinte og trykkede af. Men Hummels kom i vejen og blokerede for afslutningen.

Ni minutter før tid havde Tyskland muligheden for at lukke kampen. Indskiftede Schürrle var helt fri i højre side af feltet, men hans afslutning havde ikke nok kvalitet. Kort tid efter havde han muligheden igen, men en fransk forsvarspiller kom i vejen for hans afslutning.

Tyskerne kunne dog klare sig med Mats Hummels scoring i første halvleg. Frankrig formåede nemlig ikke at få scoret, og derfor vandt Tyskland 1-0 og er klar til semifinalen.

Skriv en kommentar