Medie: USA vil arrangere et alternativ til VM

0

USA vil ifølge Fox Sports afholde en turnering næste sommer for nationer, der ikke formåede at kvalificere sig til VM i Rusland.

En alternativ turnering, hvor mandskaber, som ikke lykkedes med at kvalificere sig til VM 2018, kan måske være under opsejling.

I hvert fald skriver Fox Sports, at USA, der på sidste spilledag i den nord- og mellemamerikanske VM-kval, missede chancen for deltagelse ved næste års VM-slutrunde, er i gang med at undersøge muligheden for at afholde et supplement til VM i Rusland.

Ideen er altså ifølge mediet, at nationer, som ikke kvalificerede sig til VM 2018, skal kunne deltage. Turneringen skal - hvis det står til USA - afvikles næste sommer. Altså samtidig med den rigtige VM-slutrunde.

Ifølge Fox Sports er det amerikanske fodboldforbund, USSF, blevet endnu mere lun på ideen, efter Italien mandag aften ikke formåede at spille sig til VM.

Italien er nemlig ifølge mediet en af de nationer, som USSF overvejer at invitere, hvis turneringen bliver en realitet. Også lande som Holland, Ghana og Chile er angiveligt på USA's ønskeliste over mulige deltagere.

Problemet for amerikanerne kan blive, at FIFA muligvis ikke vil godkende en turnering, som skal afvikles samtidig med VM 2018.

Skriv en kommentar