Efter to indledende playoff-runder tager de 20 tilbageblivende afrikanske mandskaber fredag hul på det afgørende gruppespil. VM-guide.dk giver dig her overblikket.
Fredag eftermiddag indledes det gruppespil, der afgør, hvilke fem afrikanske nationer, der er at finde på de russiske stadions til VM 2018.
I forhold til tidligere er kvalifikationsformen lavet en smule om.
Den forrige model med afgørende playoff-kampe, hvor de fem vindere strøg til VM, er som sagt afløst af et gruppespil, hvor 20 nationer er fordelt i fem grupper á fire i hver.
Således kvalificerer de fem gruppevindere sig til den kommende VM-slutrunde, mens der ikke er playoff-kampe for de øvrige mandskaber.
Feltet med bejlere til en VM-billet er stærkt. Således virker det på forhånd til, at der i stort set samtlige grupper er stor jævnbyrdighed.
For 15 af de lande, der har formået at kvalificere sig til det afgørende gruppespil, bliver dette også endestationen. Til gengæld kan de øvrige fem nationer i november 2017 godt begynde at glæde sig til at skulle være en del af verdens største fodboldbegivenhed.
DR Congo, Guinea, Libyen og Tunesien
Kommentar:
På forhånd ligner gruppe A den svageste af de fem grupper.
Tunesien bør være favoritter til at vinde gruppen, selvom de ikke har været VM-klar siden 2006-slutrunden i Tyskland.
Hverken DR Congo, Guinea eller Libyen har tidligere været at finde ved en VM-slutrunde, men de to førstnævnte nationer viste prøver på sine styrker under sidste års Africa Cup of Nations.
Ved den lejlighed formåede Guinea at spille sig frem til kvartfinalerne, mens DR Congo tog skridtet videre og blev først slået ud i semifinalen mod Elfenbenskysten. DR Congo vandt oveni købet bronzekampen.
Tunesien var også blandt de sidste otte i turneringen, og i gruppespillet stødte de ind i DR Congo, som formentlig også bliver den største trussel i kampen om VM-billetten. Kampen mellem de to endte 1-1.
Libyen er sidste hold i gruppe A, og de skal på forhånd heller ikke afskrives, selvom de ligner det mandskab, der får sværest ved at vinde gruppen.
Dom:
Tunesien vinder gruppen og kvalificerer sig til VM, selvom DR Congo, Guinea og Libyen ikke vil lægge sig ned uden kamp.
Algeriet, Cameroun, Nigeria og Zambia
Kommentar:
Av, for en gruppe!
Ingen af de fire ovenstående nationer er formentlig begejstrede for at være havnet i gruppe B, hvor der kan blive stor spænding om, hvem der snupper den altafgørende førsteplads.
Algeriet imponerede stort ved VM 2014, Cameroun og Nigeria har dygtige spillere på de fleste positioner og Zambia vandt Africa Cup of Nations så sent som i 2012.
På trods af Zambias triumf for fire år siden skal meget dog gå op i en højere enhed for dem, hvis de skal vinde gruppen for snuden af tre stærke mandskaber.
Ser vi på trupperne, rummer Zambia langt fra lige så meget kvalitet som de øvrige tre nationer, hvilket højst sandsynligt bliver afgørende.
Algeriet ligner derimod et af Afrikas allerstærkeste hold, og så sent som ved VM for to år siden, så man, hvordan de kunne drille de senere verdensmestre fra Tyskland.
Rammer nordafrikanerne topniveauet, er de favoritter til at vinde gruppe B, og med flere spændende, offensive profiler kommer de formentlig til at producere rigeligt med chancer.
Cameroun og Nigeria skal slås om at fravriste Algeriet førstepladsen, og de to nationer, som har stolte VM-traditioner, indeholder begge meget kvalitet, selvom de er et stykke fra fordums styrke.
Dom:
Det bliver ekstremt tæt, men Algeriet bør have et ekstra gear – især offensivt – i forhold til de tre øvrige mandskaber. Derfor stryger nordafrikanerne videre til VM.
Elfenbenskysten, Gabon, Mali og Marokko
Kommentar:
Selvom gruppe B ligner dynamitgruppen, fejler gruppe C bestemt heller ikke noget.
Den indeholder to favoritter i Elfenbenskysten og Marokko, mens både Gabon og Mali, der også er at finde i gruppen, bestemt heller ikke er dårlige mandskaber.
Elfenbenskysten deltog for første gang ved en VM-slutrunde i 2006 – og også i 2010 og 2014 formåede ivorianerne at kvalificere sig.
Der er stadig masser af kvalitet i Elfenbenskystens trup, men flere af spillerne er oppe i årene, og holdets største stjerne, Didier Drogba, er ikke længere at finde på landsholdet.
Marokko har masser af potentiale, og de ser det formentlig ikke som en umulig opgave at snuppe førstepladsen for næsen af Elfenbenskysten.
De har ikke været VM-klar siden 1998, så det er en flok sultne spillere, der på søndag skal indlede VM-jagten med en svær udekamp mod Gabon, der helst ikke skal tabes.
Omvendt er det for Gabons side lidt af en nøglekamp, der venter i første runde. En sejr over marokkanerne vil give dem et rygstød, der måske kan føre dem langt i gruppe C.
Holdets ubetingede stjerne er Pierre-Emerick Aubameyang, der får en nøglerolle i Gabons forsøg på at overraske de to formodede stærkere mandskaber.
Gruppens sidste hold, Mali, skal også forsøge at overraske, da de trupmæssigt ikke kan hamle op med hverken Elfenbenskysten eller Marokko.
Det gælder ligeledes for Mali om at få en god start, hvilket kan blive svært, da første opgør er en udekamp mod gruppefavoritterne fra Elfenbenskysten.
Dom:
Det er langt fra usandsynligt, at det hele først bliver afgjort på sidste spilledag, hvor Elfenbenskysten tager imod Marokko. De to nationer er niveaumæssigt yderst tæt på hinanden, men vi tror, at rutinen giver Elfenbenskysten deres fjerde VM-slutrunde i træk.
Burkina Faso, Kap Verde, Senegal og Sydafrika
Kommentar:
Gruppe D er måske den mest åbne af alle grupperne.
Det skal forstås på den måde, at de to forhåndsfavoritter, Sydafrika og Senegal, niveaumæssigt har svinget meget de seneste år. Hvis det fortsætter i VM-kvalifikationen, kan det åbne døren for Burkina Faso og Kap Verde.
Der var VM-feber i Sydafrika i 2010, da de skulle være værter for verdens største fodboldbegivenhed. Siden har der dog ikke været meget at juble af for Bafana Bafana.
Resultaterne har oftest været skuffende, hvilket sydafrikanerne satser på at kunne ændre nu. At kvalificere sig til VM 2018 vil være stort, og det ser ikke helt umuligt ud for dem.
Deres formodede største konkurrent i gruppe D bliver Senegal, der – på trods af flere prominente navne – heller ikke har imponeret de seneste år.
Senegaleserne gjorde det fremragende ved VM i 2002, hvor de nåede frem til kvartfinalen. Siden har de dog ikke været blandt de 32 bedste i verden. Mulighederne for at kvalificere sig denne gang er gode – men det kræver, at holdet kan fungere som en enhed.
Gruppens to øvrige nationer, Burkina Faso og Kap Verde, vil begge indtage rollen som outsiders – dog med førstnævnte som det mandskab, der bør kunne true Sydafrika og Senegal mest.
Dom:
Sydafrika er havnet i en gunstig gruppe og har fine muligheder for avancement til VM. Men vi tror dog, at Senegal er en smule stærkere og vinder gruppe D.
Congo, Egypten, Ghana og Uganda
Kommentar:
Afrikas måske stærkeste hold fra Ghana skal i gruppe E vise, at de er bedre end de tre andre nationer.
Det bliver dog ikke let for ghaneserne, der i 2010 var millimeter fra at blive det første afrikanske mandskab, som spillede sig i en VM-semifinale.
Især kan det vise sig at være en stor udfordring at knække Egypten, der skal forsøge at overføre den succes, som de har opnået ved Africa Cup of Nations flere gange, til VM-kvalifikationen.
Egypterne råder over spændende individualister – især offensivspilleren Mohamed Salah, der har et imponerende scoringsgennemsnit i nationaldragten med 25 scoringer i kun 42 opgør.
Congo ligger et niveau under både Ghana og Egypten, men det vil være dumt at undervurdere congoleserne.
Der er dog ikke mange navne i Congos trup, man kan nikke genkendende til, og det vil være en rigtig stor overraskelse, hvis de ender over Ghana og Egypten.
Endnu sværere bliver det for Uganda, der ligner et oplagt bud på bundprop i gruppe E, selvom de i september kvalificerede sig til Africa Cup of Nations for første gang siden 1978.
Dom:
Egypten tørster efter at komme ind i VM-varmen igen. Men det bliver vanskeligt, og Ghana bør have kvalitet nok til at snuppe den slutrundegivende førsteplads i gruppen.