Mexico sejrede fortjent

0

Mexico spillede bedst og vandt fortjent 1-0 over Cameroun, da de to lande krydsede klinger i gruppe A. Oribe Peralta blev matchvinder i anden halvleg.

Efter gårsdagens åbningskamp manglede Gruppe A’s to sidste hold, Mexico og Cameroun, stadig at komme i aktion. Disse to mandskaber tørnede sammen kl. 18:00 dansk tid.

Mexicanerne var klart i overtal på tribunerne, og det så ud til at påvirke Cameroun, der fra kampens start blev sat under pres af de grønklædte.

Det var efter ti minutters spil ved at give pote for Mexico, men Giovani dos Santos fik fejlagtigt annulleret en ellers flot scoring, da linjedommeren vinkede for offside.

Cameroun kom langsomt bedre med i kampen, og efter de 20 minutter var det så Samuel Eto’o, som var tæt på at bringe afrikanerne i front efter et godt oplæg fra Benoit Assou-Ekotto.

I den anden ende blev chancerne også større. Et farligt frispark burde have givet Mexico føringen, men Rafael Marquez fik ødelagt det store tilbud for sin midterforsvarskollega, Hectór Moreno, der stod i en bedre position.

Efter en halv times underholdende fodbold troede de fleste så, at Mexico kom i spidsen. Men igen fik Giovani dos Santos annulleret en scoring for offside, og igen burde det have været godkendt.

Mexico dominerede resten af første halvleg, men skarpheden manglede, hvorfor der stod 0-0 efter de første 45 minutter.

Anden halvleg startede igen med et pres fra Mexico. Kun to minutter skulle der gå, før Oribe Peralta fik en kæmpechance, men Charles Itandje i Cameroun-målet fik parreret forsøget.

I den anden ende var Ekotto meget tæt på at bringe Cameroun i front, da hans frispark ramte en Mexico-spiller i muren og snød Guillermo Ochoa i målet. Bolden strøg dog lige akkurat forbi stolpen.

I stedet tog mexicanerne ganske fortjent føringen efter en times spil, da Peralta fulgte op og sparkede bolden i kassen efter, at dos Santos i første omgang havde misset en friløber. 1-0 til Mexico.

Målet fik ikke umiddelbart Cameroun til at angribe mere. Eto'o og co. havde svært ved at lægge pres på Mexico, der hele tiden lå og lurede på en hurtig omstilling, der kunne lukke kampen.

Alligevel var Cameroun millimeter fra at udligne i kampens overtid, da Benjamin Moukandjo stod fri i feltet og headede kraftfuldt mod mål. Heldigvis for Mexico diskede Ochoa op med en stor redning og forhindrede udligningen.

Tættere på kom Cameroun ikke, hvorfor Mexico vandt 1-0 og derved får en glimrende start på VM-slutrunden. Til gengæld ser det nu svært ud for Cameroun, der i de sidste to kampe i gruppe A mangler hhv. Brasilien og Kroatien.

Skriv en kommentar