Et omdiskuteret mål fra Peter Odemwingie var skyld i, at Nigeria vandt 1-0 over Bosnien-Hercegovina, som dermed er færdige ved VM.
VM-debutanterne fra Bosnien-Hercegovina havde kniven for struben, da et nederlag i nattens kamp mod Nigeria ville betyde et tidligt VM-exit.
Det tydede ikke på, at bosnierne skulle ryge ud, da Edin Dzeko i første halvleg sparkede bolden i netmaskerne. Desværre for Bosnien-Hercegovina blev målet fejlagtigt annulleret for offside.
Og det blev endnu værre for Balkan-drengene, da kampens dommer, Peter O'Leary, i slutningen af første halvleg undlod at dømme et frispark til Emir Spahic, der var i nærkamp med Emmanuel Emenike.
Det betød, at Emenike kom fri og spillede bolden ind foran kassen til Peter Odemwingie, der - trods store bosniske protester - kunne bringe Nigeria på 1-0.
Bosnien-Hercegovina fik ikke svaret igen før pausen, så nigerianerne førte 1-0 efter de første 45 minutter.
Dzeko og co. skulle i anden halvleg jagte udligningen, som ville bringe dem tilbage i VM-varmen. Men mange fejl gjorde, at bosnierne sjældent blev farlige.
Alligevel var VM-debutanterne millimeter fra at redde det ene point hjem i overtiden. Dzeko sled sig fri i det nigerianske felt, men en stor redning af Vincent Enyeama forhindrede en bosnisk udligning.
Det betød, at Nigeria vandt den vigtige kamp med 1-0, og derfor står nigerianerne nu i en god position til at komme videre til ottendedelsfinalerne.
Til gengæld er Bosnien-Hercegovina ude af deres første VM-slutrunde efter to kampe, der bød på to nederlag og nul scoringer.