Officielt: Patrick Dorgu har skiftet klub

0

DanmarkDen danske landsholdsspiller Patrick Dorgu er nu fortid i Serie A-klubben Lecce, der har solgt ham til Manchester United. Det oplyser klubben søndag.

Manchester United har hentet Patrick Dorgu i Lecce og udstyret ham med en aftale, der gælder frem til sommeren 2030.

Det meddeler United på sin hjemmeside.

20-årige Dorgu er meget glad for sit skifte til den engelske storklub.

"Jeg er utrolig stolt over at kunne kalde mig Manchester United-spiller. Det er en meget speciel dag for hele min familie," siger han til klubbens hjemmeside og uddyber:

"Jeg kan ikke vente med at arbejde sammen med Ruben Amorim. Hans vision for dette hold og klubbens fremtid er utrolig spændende," udtaler Dorgu.

"Der er lagt en klar plan for min udvikling, og jeg føler, at Manchester United er det perfekte sted at opfylde mit potentiale og fuldføre mine store ambitioner," lyder det.

Den alsidige venstreback har optrådt fire gange for det danske landshold med et enkelt mål til følge.

Skriv en kommentar