Sydamerikansk kvartet vil være VM-værter i 2030

0

Argentina, Uruguay, Paraguay og Chile meddeler i en fælles pressemeddelelse, at de fire sydamerikanske nationer sammen ønsker at arrangere VM i 2030.

Det ligger fast, at den kommende VM-slutrunde i 2022 skal afvikles i Qatar.

Sikkert er det også, at VM fire år senere i 2026 for første gang nogensinde bliver med hele tre værtsnationer, når USA, Mexico og Canada er arrangører for verdens største fodboldbegivenhed.

Men måske bliver den efterfølgende VM-slutrunde i 2030 med ikke færre end fire værtslande. Og der vil i så fald måske være tale om fire sydamerikanske nationer.

Således meddeler Argentina, Uruguay, Paraguay og Chile i en fælles pressemeddelelse, at de sammen ønsker at være værter for VM-slutrunden i 2030.

Tidligere har Argentina og Uruguay meldt ud, at de ville komme med et værtsbud på VM i 2030. Siden blev Paraguay også en del af buddet - og nu er det altså bekræftet, at Chile ligeledes bliver en mulig medarrangør.

Det er dog ikke kun de fire sydamerikanske lande, som ønsker at agere VM-værter om 11 år. Det tyder nemlig på, at Grækenland, Bulgarien, Serbien og Rumænien også ønsker at arrangere VM-slutrunden i 2030 i fællesskab.

Samtidig har Spanien, Portugal og Marokko tidligere meldt ud, at de vil komme med et fælles bud, mens landene i Storbritanien og Irland formentlig vil gøre det samme.

Sidst men ikke mindst har Egypten også vist interesse for at arrangere VM i 2030.

Skriv en kommentar