Nigeria og Argentina mødes i morgen i gruppe F. Det ligner de to mandskaber fra gruppen, der skal videre til ottendedelsfinalerne.
Status i gruppe F er, at Argentina fører med seks point, mens Nigeria følger efter med fire point. På tredje- og fjerdepladsen følger hhv. Iran og Bosnien-Hercegovina med et og nul point.
Argentina er eneste hold, som er sikre på at gå videre til ottendedelsfinalerne. Førstepladsen bliver dog kun en realitet, hvis de får mindst uafgjort mod Nigeria.
Det ser også godt ud for Nigeria, der med et enkelt point i aften er sikre på andenpladsen i gruppe F. Til gengæld vil en sejr over Argentina betyde, at afrikanerne snupper førstepladsen.
Bosnien-Hercegovina har udspillet sin rolle i gruppen, men Iran kan med en sejr i sidste kamp stadig nå op på siden af Nigeria.
Fokus på holdene:
Nigeria:
Nigeria er det eneste hold ved VM, der hidtil ikke har indkasseret mål. Det skyldes primært en stærkt spillende Vincent Enyeama, der havde flere afgørende redninger i 1-0-sejren mod Bosnien-Hercegovina.
Offensiven har ikke virket sprudlende, men man fik som sagt den vigtige sejr mod bosnierne, som betyder, at de ikke kan nå videre fra gruppen.
Selvom Nigeria med en sejr vil vinde gruppen, er der formentlig størst fokus på at hive et point hjem, så man er sikre på at gå videre – og så betyder det nok ikke det store, at det bliver som toer.
Argentina:
Der var store forventninger til Argentina før VM, men Messi og co. har langt fra sprudlet. Det blev en smal 2-1-sejr i premieren mod Bosnien-Hercegovina.
Herefter spillede argentinerne en skidt kamp mod Iran, som lukkede ned for Argentinas offensive stjernespillere. I hvert fald indtil at Messi i overtiden tog sagen i egen hånd og afgjorde begivenhederne.
Argentina vinder som sagt gruppe F, hvis de får point mod Nigeria. Men argentinerne vil formentlig ikke spille på et enkelt point. Det vil samtidig give selvtillid at komme til ottendedelsfinalerne med tre sejre ud af tre mulige.
Fakta:
Aldrig før har Nigeria vundet en VM-kamp mod et sydamerikansk land.
I sine sidste syv landkampe for Argentina har Lionel Messi lavet hele otte mål.
Hvis Argentina vinder i aften, har de vundet alle tre gruppekampe. Det gjorde de også ved VM for fire år siden i Sydafrika.
Nigeria og Argentina har mødt hinanden ved tre VM-slutrunder. Alle tre gange har argentinerne vundet – senest ved VM i 2010.
De sidste fire gange Argentina har mødt en afrikansk nation ved en VM-slutrunde, har Argentina vundet.
Seneste nyt om holdene:
Nigeria:
Peter Odemwingie indledte første kamp på bænken fra start, men startede til gengæld inde mod Bosnien-Hercegovina og scorede. Det betyder formentlig, at han starter inde igen i aften.
Argentina:
Gonzalo Higuaín fik chancen fra start i anden kamp mod Iran, hvor det ikke blev til scoringer. Derfor er det langt fra sikkert, at Napoli-stjernen får genvalg.
Argentinerne leder efter en angriber, der kan lave mål, så det hele ikke afhænger af Messi.
Forventede startopstillinger:
Nigeria:
Enyeama
Ambrose – Yobo – Oshaniwa – Omeruo
Onazi – Mikel
Musa – Odemwingie – Babatunde
Emenike
Argentina:
Romero
Zabaleta – Fernandez – Garay – Rojo
Gago – Mascherano – Di María
Messi – Higuaín – Agüero
Praktisk information:
Kampens dommer: Nicola Rizzoli (Italien)
Stadion: Estadio Beira-Rio, Porto Alegre
Spille-tidspunkt: 18:00
Vises på: DR1