Polen er med to runder igen tilbage på førstepladsen i gruppe E, efter de i sikker stil vandt 3-0 over bundholdet fra Kasakhstan.
Efter Danmarks sejr over Armenien måtte Polen se sig henvist til gruppe E's andenplads på en dårligere målscore.
Polakkerne kunne dog tilbageerobre førstepladsen, hvis de her til aften formåede at få point hjemme mod Kasakhstan, der lå nederst i gruppen med kun to point.
Og allerede efter 11 minutter var favoritterne i front. Et indlæg fra venstrekanten havnede ved bagerste stolpe, hvor Maciej Makuszewski headede bolden på tværs til Arkadiusz Milik, der kom flyvende og pandede Polen på 1-0.
Polen dominerede i første halvleg, men der blev ikke scoret yderligere før pausen trods en stor chance til Milik.
1-0 er som bekendt en farlig føring, og derfor var polakkerne interesserede i at score 2-0-målet, der formentlig ville punktere kampen.
De skulle dog vente til lidt over et kvarter før tid, hvor et hjørnespark fra Piotr Zielinski ramte midterforsvareren Kamil Glik, der kraftfuldt headede hjemmeholdet på 2-0.
Med fem minutter igen lukkede og slukkede Robert Lewandowski, da han på et straffespark øgede til 3-0, som blev kampens resultat.
Derfor er Polen tilbage på førstepladsen i gruppe E med to runder igen. Polakkerne mangler at møde Armenien ude og Montenegro hjemme.