Reaktioner efter Danmarks VM-exit

0

VM-guide.dk har samlet en række kommentarer, efter at det blev en realitet, at Danmarks VM-eventyr anno 2010 er færdigt. 3-1 lød nederlaget på til Japan.

Landstræner, Morten Olsen:

"Jeg synes, at det er unødvendigt, at vi kommer bagud, når man ser på, at vi ellers var kommet godt ind i kampen. Vi havde kontrol over situationen i starten af kampen og når at have en stor chance. Men sparker man ikke sine chancer ind, gør det forskellen på det her niveau. Det bliver op ad bakke, da de scorer. Men vi havde ikke mistet modet. Vi kom godt ud til 2. halvleg og brugte de våben, vi havde."

"Jeg har ingen kommentarer til, hvordan de to mål faldt. Vi taber sammen, vi vinder sammen. Vi har som alle andre landshold forberedt os på, hvem der sparker frispark hos modstanderne, og vi har også talt om, at vi ikke skal begå unødvendige frispark."

"Vi havde ambitioner om at komme videre, så vi er selvfølgelig skuffede. Vi kom godt ind i kampen, havde egentlig fin kontrol, men det udviklede sig til et forfærdeligt scenarie. Alligevel mistede vi ikke modet. Vi brugte de midler, vi havde."

Målmand, Thomas Sørensen:

"Jeg bliver snydt af svævet. Da bolden svæver henover muren, træder jeg et skridt til venstre og kan ikke nå at komme tilbage. Det er en lille fejl af mig og et flot spark af ham. Spillet var til mere, og de scorer på to dødbolde uden egentlig at have været farlige. Jeg ved ikke, hvad de andre gør, men det er ikke slut for mig."

Venstreback, Simon Poulsen:

"Holdet ville rigtig gerne være gået videre, og vi føler også, at vi har mulighederne for det. Vi taber den første, vinder den næste og afgør den sidste. Vi starter frisk, spiller godt kombinationsspil og komme til nogle fine chancer, og så ligger der pludselig to frispark i kassen. Så er det svært.  Vi prøver at satse hele butikken i 2. halvleg, vi får et mål, og optimismen er der, men de får hele kontraløb, og vi må også bare erkende, at de i Honda har en verdensklassespiller."

Midtbanespiller, Christian Poulsen:

"Vi følte, vi havde en okay chance inden kampen, men meget går imod os. Vi får en okay start, men så scorer de to frisparksmål, og så bliver det svært. De har ikke været skræmmende tidligere, men de bliver sparket flot ind. Det er ærgerligt, for vi får en god start på kampen, og så bliver det op af bakke."

Angriber og anfører, Jon Dahl Tomasson:

"Musklen sprænger lige i skudøjeblikket (ved straffesparket, red.). Men jeg er så heldig at få prikket den ind. Det er altid skuffende at ryge ud af et VM, for vi har ambitioner. Vi startede egentlig fint, men shit happens."

Angriber, Nicklas Bendtner:

"Jeg er utrolig skuffet. Jeg synes, at det er katastrofalt, at vi ikke er gået videre. Jeg var ret sikker på, at vi ville gå videre. Jeg synes, vi kunne slå alle hold i gruppen, og så giver vi det væk. Vi var bare ikke gode nok og giver dumme mål væk hele tiden. Så kan vi ikke forvente at vinde noget."

"Hvis vi skal vinde fodboldkampe, så skal vi spille bolden fremad. Vi scorer ikke ved at spille bolden tilbage hele tiden. Det skal vi arbejde på, så vi kan få scoret nogle flere mål. Når vi spiller bolden op til en midtbanespiller, som lægger den af hele tiden, så kommer vi ikke nogle vegne. I de første 10 minutter spillede vi bolden fremad, blandt andet til mig selv, så vi fik vendt spillet og kørt nogle kontraangreb."

"Vi fungerede ikke rigtigt som hold, men vi kan lære af det, og så må vi videre."

Skriv en kommentar