Rent kortspil i kneben Chile-sejr

0

Den første kamp i gruppe H i denne anden runde stod mellem Chile mod Schweiz. Chile vandt 1-0, men opgøret vil mest af alt blive husket for mange gule kort og et enkelt rødt.

Chilenerne spillede deres velkendte aggressive spil, hvor de dominerede spillet. Kampen var kun ti minutter gammel, før Chile afprøvede den schweiziske keeper med to gode skudforsøg.

Men efterhånden som minutterne skred frem, kom Schweiz bedre med i opgøret, og efter en halv time opstod der stor dramatik i kampen, da Valon Behrami modtog et direkte rødt kort.

Behrami havde armene højt oppe og kæmpede febrilsk for at holde modstanderne væk, men da en Chile-spiller kastede sig ned og tog sig til hovedet, så dommeren ingen anden udvej end at sende Behrami ud.

Alexis Sánchez fik en god mulighed for at bringe Chile foran fem minutter før pausen, men afslutningen blev reddet af Benaglio.

Stillingen var derfor 0-0 ved pausen, men dommeren havde haft travlt med kortspillet, da han havde uddelt hele fem kort alene i første halvleg. Tre til Chile og to til Schweiz, hvoraf det ene altså var et rødt af slagsen.

Chile startede anden halvleg præcis på samme måde, som det var tilfældet med første, hvor de lagde et tungt pres, hvilket fik Schweiz til at begå fejl.

Efter et frispark forsøgte Sanchez sig udefra, hvor bolden snittede en forsvarsspiller og derved snød Benaglio i målet. Men scoringen blev annulleret, da hele tre chilenere var fanget i offside-fælden.

Ludovic Magnin agerede gavebod kort efter, og Sanchez var hurtig til at udnytte det, men Benaglio reddede endnu sit land, da han snuppede bolden.

Med et kvarter tilbage af kampen, fik Mark Gonzalez hul på bylden for Chile, da han headede bolden ind via overliggeren til slutresultatet 1-0. Anden halvleg nåede at byde på hele fem gule kort.

Resultatet betyder, at Chile ligger på førstepladsen med seks point, mens Schweiz må tage til takke med tre point. Spanien og Honduras, der er de to resterende hold, spiller netop nu, men hidtil har de nul point på deres konti.

Kampens spillere:

Chile - Mark Gonzalez: Han blev kampens enlige målscorer. Han kom til en række gode muligheder i kampen, og derfor var han også en vigtig brik i Chiles sejr.

Schweiz - Diego Benaglio: Han var manden, der sørgede for, at Schweiz holdt sig inde i opgøret helt hen til et kvarter før tid. Desværre for Benaglio scorede Gonzalez, så han ikke formåede at holde nullet, trods flere pragtredninger.

Skriv en kommentar