Grækenlands Giorgios Samaras blev matchvinder, da han scorede på straffespark i overtiden til 2-1. Med sejren er grækerne for første gang videre fra VM-gruppespillet.
Elfenbenskysten havde en fordel inden tirsdagens kamp mod Grækenland, idet de kunne nøjes med et enkelt point gennem et uafgjort resultat, hvis Japan vel at mærke ikke vandt mod Colombia i det andet opgør.
Det var et svækket græsk hold, der løb på banen, og allerede inden for de første 25 minutter, måtte både målmanden Orestis Karnezis og midtbanespilleren Panagiotis Kone udgå med skader.
Ivorianerne havde ikke meget at bidrage med i første halvleg, men i stedet modtog de en advarsel af Grækenlands Jose Holebas, der sendte et skud op på overliggeren efter en halv time.
Kort før pausefløjt, fik grækerne også bragt sig foran. Det skete på mål fra indskiftede Andreas Samaris, der udnyttede en fejl af midtbanespilleren Cheikh Tiote.
I starten af anden halvleg blev der skabt chancer i begge ender, men især Lazaros Cristodoulopoulos kom frem til en række gode muligheder, og han var derfor tæt på at udbygge føringen.
I modsatte ende var Serey Die på spil i en række sekvenser, men han manglede ligeledes den sidste skarphed.
Grækenlands rutinerede midtbanespiller, Giorgos Karagounis, meldte sig for alvor ind i kampen, da han sendte et missil af sted fra 30 meters afstand.
Bolden susede op på ivorianernes overligger, mens holdkammeraten Cristodoulopoulos var tæt på at fordoble holdets føring på et frispark kort efter.
Med et kvarter tilbage af opgøret, kunne en anden indskifter iscenesætte sig selv. Elfenbenskystens Wilfried Bony scorede i boksen, efter et flot kombinationsspil af Salomon Kalou og Gervinho.
Stillingen var nu 1-1, og Elfenbenskysten stod med det ene ben i 1/8-finalen.
Grækerne opgav dog ikke håbet om historisk videre avancement ved VM i Brasilien. Vasilis Torosidis sendte et indlæg ind, som kyssede stolpen, mens grækerne overordnet set havde flere gode muligheder for at bringe sig i front.
I overtiden var stillingen dog fortsat 1-1, men det skulle vise sig, at der var mere dramatik i vente.
Elfenbenskystens indskiftede, Giovanni Sio, fik en uheldig nøglerolle i kampen, da han nedlagde Giorgios Samaras i straffesparksfeltet i de døende minutter af kampen.
Samaras valgte selv at afvikle straffesparket, og det skulle vise sig at være en klog beslutning. Celtic-spilleren sendte læderet i netmaskerne til stor glæde for de græske spillere, fans og bænken, naturligvis.
Grækenland sikrede sig dermed en 2-1-sejr over Elfenbenskysten, og de er nu ganske historisk videre fra VM-gruppespillet. Det er første gang nogensinde, at grækerne formår dette.
I ottendelsfinalen venter én af VM's helt store overraskelser, nemlig Costa Rica.