Sidste sekunds udligning holder Portugal i live

0

Det lignede et VM-exit for Portugal, men Silvestre Varela udlignede til 2-2 dybt inde i overtiden. Det ser dog stadig yderst svært ud for Ronaldo og co.

Efter 4-0-nederlaget til Tyskland havde Portugal ikke råd til endnu et nederlag, da det kl. 24:00 gik løs mod USA, der havde vundet premierekampen mod Ghana.

Portugal fik den bedst tænkelige start, da en stor forsvarsbrøler fra USA’s Geoff Cameroun betød, at Nani pludselig stod helt fri foran målet. Nani bankede sikkert bolden op i nettaget, og så var portugiserne i front.

Men ellers var det faktisk de undertippede amerikanere, der bed godt fra sig i første halvleg. De største chancer tilfaldt dog Portugal.

Kort før pausen burde portugiserne havde bragt sig på 2-0, men først stod stolpen i vejen for et Nani-langskud, og på returen, hvor Eder forsøgte sig, diskede Tim Howard op med en klasseredning.

Dermed måtte Portugal nøjes med 1-0 ved pausen, og i anden halvleg skulle det vise sig at blive dyrt.

Først fik portugiserne en ordentlig forskrækkelse, da USA kom igennem i højresiden. Bolden blev spillet ind på midten til Michael Bradley, der måtte se sit forsøg blive reddet på stregen i en situation, hvor keeperen var væk.

Men midtvejs i anden halvleg kom den fortjente udligning, da et USA-hjørnespark ikke blev clearet ordentligt. Jearmaine Jones trykkede af, og med en herlig afslutning udlignede han til 1-1.

USA var imidlertid ikke færdige, og ti minutter før tid blev 2-1 til amerikanerne. Graham Zusi fandt en fri Clint Dempsey, der kunne bringe USA på ottendedelsfinalekurs.

Det lignede et VM-exit for Portugal, men dybt inde i overtiden fik Cristiano Ronaldo for god plads på højrekanten. Med et præcist indlæg fandt han Silvestre Varela, der kunne heade udligningen i kassen.

Det blev kampens sidste angreb, og derfor sluttede en yderst underholdende forestilling 2-2, hvilket betyder, at Portugal stadig har en lille chance for at snige sig videre fra gruppe G.

Resultatet betyder også, at USA ikke er sikre på at gå videre til knock-out-runden endnu. Men hvis Tyskland og USA spiller uafgjort i sidste runde, er begge mandskaber videre fra gruppen.

Skriv en kommentar