Spanien lammetævede Liechtenstein

0

Der var klasseforskel, da Spanien smadrede stakkels Liechtenstein med hele 8-0. Spanierne er nu meget tæt på næste sommers VM-slutrunde.

Spanien kunne med en sejr ude over Liechtenstein spille sig meget tæt på VM i Rusland. Og de spanske verdensstjerner havde ingen problemer med at nedlægge miniputnationen.

Allerede efter tre minutter kom gæsterne i front, da David Silva fandt Sergio Ramos, som headede Spanien på 1-0.

Efter et kvarter blev det 2-0 ved Alvaro Morata, og allerede minuttet efter stod der 3-0 på måltavlen, da Isco efter katastrofalt spil med fødderne fra Liechtensteins keeper Peter Jehle nemt kunne udbygge føringen.

Det blev også 4-0, da Silva efter 39 minutters spil på et fremragende frispark bragede bolden ind i kassen. 4-0 var også stillingen ved pausen.

Spanierne fortsatte dominansen efter pausen, og de skulle blot bruge seks minutter på at bringe sig yderligere i front. Indskiftede Iago Aspas stod for målet til 5-0.

Blot tre minutter senere ville Morata også lege med igen, da han pludselig stod helt fri tæt under mål og nemt kunne trille bolden i nettet til 6-0.

Herefter holdt Spanien en scoringspause på ca. ti minutter, før Aspas igen kom på måltavlen. 7-0 - og der manglede stadig næsten en halv time.

Men Spanien virkede fint tilfredse med føringen på 7-0. Således skulle vi helt hen til sidste minut, før Maximilian Goppel ganske symptomatisk for kampen sluttede af med et selvmål.

Det sluttede dermed med en imponerende 8-0-sejr til Spanien, som nu er meget tæt på VM 2018.

Spaniens nærmeste forfølger fra Italien skulle på en overkommelig opgave, da de hjemme tog imod Israel. Det endte dog blot med en spinkel 1-0-sejr til italienerne på en scoring i anden halvleg af Ciro Immobile.

Skriv en kommentar