De regerende verdens- og europamestre led et chokerende stort nederlag, da Holland med Robben og van Persie i storform smadrede Spanien med hele 5-1 i gruppe B’s første kamp.
Gruppe B blev skudt i gang med et brag, da de to VM-finalister fra forrige VM-slutrunde, Spanien og Holland, tørnede sammen i aftes.
Et nederlag ville ingen af holdene kunne acceptere, da andenpladsen i gruppe B formentlig betyder, at der venter en ubehagelig ottendedelsfinale mod værterne fra Brasilien, der er store favoritter til at vinde gruppe A.
Spanien startede med Diego Costa på toppen, mens Holland i deres nye 3-5-2-formation skulle forløse at stå godt defensivt fra kampens start.
Holland fik alletiders mulighed for at få en drømmestart, da Arjen Robben fornemt spillede Wesney Sneijder helt fri. Sneijder affyrede dog et svagt skud, som Iker Casillas nemt kunne blokere.
Kort efter var det Spaniens tur til at være nærgående, men Diego Costa var ikke beslutsom nok, da han blev spillet fri, så situationen løb ud i sandet.
Lidt over midtvejs i første halvleg tog Costa revanche, da han tilkæmpede sig et straffespark, som Xabi Alonso omsatte til spansk 1-0-føring.
David Silva fik umiddelbart før pausen en stor mulighed for at udbygge til 2-0, da han blev spillet fri. Men Silva var for nonchalant i afslutningen, og Jasper Cillessen fik afværget til hjørnespark.
Og det blev rigtig dyrt for spanierne, for blot minuttet senere diskede Holland op med en ægte kongekasse.
Ved midterlinjen slog wingbacken Daley Blind en lang, høj bold i dybden. Bolden lå perfekt til Robin van Persie, der kom stormende og headede bolden i en stor bue over Casillas og ind i netmaskerne.
Klassescoringen betød, at de hold gik til pause med 1-1. Spanien ærgrede sig formentlig, da de havde en rigtig stor mulighed for at have bragt sig på 2-0 minuttet før, at udligningen faldt.
Spanien fik i starten af anden halvleg mere at bekymre sig over, da Holland lavede et mål, der mindede meget om udligningen fra første halvleg.
En lang bold blev slået frem mod Spaniens felt, hvor Arjen Robben med en lækker kattepote tog bolden ned, sled sig fri fra Gerard Pique og bankede bolden i kassen til hollandsk føring.
Få minutter senere var det ved at blive endnu værre for Spanien, da Daryl Janmaat spillede van Persie fri på grænsen af offside. Uden at tøve hamrede van Persie bolden på overliggeren. Casillas og co. slap denne gang med skrækken.
Det gjorde de til gengæld ikke to minutter senere, da Casillas kiksede et indgreb efter et frispark. Bolden havnede i stedet hos Stefan de Vrij, der kunne trampe bolden ind over stregen til 3-1.
Spanien var dog tæt på en hurtig reducering, da indskiftede Pedro headede på mål. Cillessen reddede, men David Silva var over returen og skød bolden i nettet. Desværre for spanierne blev der fløjtet for en korrekt offside.
I stedet fortsatte ydmygelsen af de spanske verdens- og europamestre. En elendig førsteberøring fra Casillas betød, at van Persie kunne opsnappe bolden og prikke bolden i det tomme net. 4-1 til Holland.
Ti minutter før tid blev Robben sendt af sted i en direkte løbeduel mod Sergio Ramos, som ikke kunne følge med. Efter et par fikse træk – hvor Casillas også blev rundet – smækkede Robben kuglen i det spanske mål for femte gang.
I slutminutterne havde både Sneijder, Robben og indskiftede Georginio Wijnaldum gode forsøg for at score til 6-1, ligesom Fernando Torres også misbrugte en gigachance i den modsatte ende.
Det hele endte med en vanvittig hollandsk sejr på 5-1 efter en kamp, hvor Hollands offensiv, med især Robben og van Persie, fik hævn for nederlaget i VM-finalen for fire år siden.