Svensk landstræner: VM 2018 bliver uden Zlatan

0

Ifølge den svenske landstræner Janne Andersson skal Zlatan Ibrahimovic, som har luftet tanken om et comeback på landsholdet, ikke med til sommerens VM-slutrunde i Rusland.

Han var egentlig stoppet på det svenske landshold efter EM 2016.

Men tidligere på måneden fortalte Zlatan Ibrahimovic, at han overvejede et comeback for det svenske landshold, som til sommer skal til VM i Rusland.

Det eneste problem er, at Zlatan ikke selv bestemmer, om han skal med til den kommende VM-slutrunde. Det gør derimod landstræner Janne Andersson - og ifølge ham er Manchester United-angriberen ikke aktuel.

Andersson har nemlig ikke hørt fra hovedpersonen.

"For mig er situationen den samme. Hvis man har sagt nej, så forholder jeg mig til det. Hvis han har ændret mening, går jeg ud fra, at han henvender sig til mig," siger Andersson til nyhedsbureauet Reuters.

Zlatan, der i øjeblikket kæmper for at komme tilbage i kampform, har scoret 62 mål i 116 kampe for det svenske landshold, hvilket er rekord.

Skriv en kommentar