Zlatan overvejede aldrig VM-comeback

0

Selvom der florerede en masse spekulationer, siger Zlatan Ibrahimovic nu, at han aldrig overvejede at gøre comeback på det svenske landshold til VM 2018.

Efter EM 2016 i Frankrig stoppede Zlatan Ibrahimovic på det svenske landshold.

Derfor var han ikke med til at kvalificere Sverige til dette års VM-slutrunde i Rusland. Men da kvalifikationen var en kendsgerning, begyndte spekulationerne om et muligt Sverige-comeback for Zlatan at køre.

Og hovedpersonen selv var også med til at skabe forvirring, da han flere gange kom med kryptiske svar på de mange spørgsmål, han fik om at vende tilbage til det svenske landshold op til VM 2018.

Men nu åbner Zlatan op og indrømmer i interview med TV4, at han på intet tidspunkt overvejede at gøre comeback for Sverige.

"Det var sjovt, for jeg holdt håbet i live, men mit svar var nej fra første samtale. Det kunne have handlet om VM eller EM. Det kunne have handlet om én kamp. Mit svar var nej," siger Zlatan til TV4 ifølge aftonbladet.se.

37-årige Zlatan nåede 116 landskampe for Sverige, hvor det blev til ikke færre end 62 mål.

Skriv en kommentar