Sydafrika havde behov for en målscore på minimum 4-0, hvis de skulle avancere i turneringen. Sydafrikanerne kæmpede godt, men måtte nøjes med en 2-1-sejr.
Frankrigs VM-landshold har været igennem en turbulent periode, men i dag kunne de overbevise kritikerne om, at de godt kan levere under pres ved en sejr, selvom deres øvrige chancer for videre avancement var yderst spinkle.
Sydafrika skulle ligeledes forsøge, at spille op til deres allerbedste for ikke at være den første VM-værtsnation, der ville ryge ud af gruppespillet nogensinde.
Frankrigs startformation var blandt andet uden hjemsendte Nicolas Anelka, men også anfører Patrice Evra, forsvareren Eric Abidal, kantspilleren Florent Malouda samt Thierry Henry, som de fleste nok havde regnet med at se fra start, var udeladt i startelleveren.
Kampen startede meget jævnbyrdigt, men efter tyve minutter knækkede den franske facade. Tsabalala tog hjørnespark, hvorefter den franske keeper Lloris kom i vanskeligheder, og da Diaby samtidig tabte sin duel ved bagerste stolpe, kunne forsvarsspilleren Khumalo heade bolden ind i målet til en sydafrikansk føring på 1-0.
Seks minutter efter blev Frankrig ramt af endnu en streg i regningen, da Yoann Gourcuff i en hovedstødsduel med Sibay ramte ham på kæben med sin albue, hvilket dommeren noget hårdt takserede til et direkte rødt kort.
I det 37. minut blev ondt endnu værre for franskmændene, da Katlego Mphela var hurtig til at opsnappe den løse bold og sende den i nettet, efter et rodet og passivt fransk forsvarsspil.
Anden halvleg var påbegyndt og Sydafrika vidste nu, at Mexico var bagud med 1-0 i den anden kamp i gruppen. Derfor manglede Sydafrika at nette to gange yderligere, hvis resultatet holdt hjem, før de kunne avancere i turneringen.
Værtsnationen spillede langt mere offensivt nu, og både Parker og Mpela pressede på for endnu en scoring, men enten faldt de for offside-fælden eller også var Hugo Lloris i Frankrigs mål i vejen.
Det høje Sydafrika-spil betød, at der kom mere plads i deres bagrum, og det formåede Frankrig at udnytte efter 70 minutters spil. Ribery blev spillet fri af Sagna, og siden hen kunne han spille bolden på tværs til indskiftede Malouda, der kunne reducere til 2-1.
Sydafrikanerne havde dog ikke mistet modet, og de pressede fortsat på for de afgørende scoringer, men desværre manglede kvaliteten i situationerne, og således måtte de nøjes med en 2-1-sejr mod Frankrig.
Sydafrika er dermed den første VM-værtsnation nogensinde til at glippe videre avancement fra gruppespillet. De franske spilleres attituder var ikke gode, og det var tydeligt, at de havde problemer med at finde de takter, der førte dem frem til finalen for fire år siden.
Kampens spillere:
Frankrig - Florent Malouda: Han blev først indskiftet i anden halvleg, men det var tydeligt at mærke på ham, at han havde den rette mentalitet til opgøret og vitterligt ønskede at gøre en forskel, hvilket var svært at mærke hos hans medspillere. Hans reducering understregede også det faktum.
Sydafrika - Siphiwe Tshabalala: Han har været én af Sydafrikas bedste spillere igennem hele turneringen. Han har været en god offensiv-brik, hvor han har udfordret meget, og afviklet mange gode skud, mens han samtidig også har haft blik for sine medspillere og spillet dem på de rette tidspunkter langt hen af vejen.