VM 2010-optakt: Chile – Schweiz

2

Nelson Mandela Bay eller Port Elizabeth, som den også er kendt som, danner rammer, når Schweiz og Chile løber på banen i en kamp, der kan give vinderen videre avancement.

Sydamerikanske Chile tager imod europæiske Schweiz, når de to hold skal mødes i en kamp, der kan give vinderen direkte avancement til knockout-kampene.

Schweiz vandt overraskende deres første kamp imod et angrebsivrigt spansk hold, der dog aldrig formåede at sætte kuglen i mål. En kamp, der endte 1-0 til Schweiz mod al forventning.

Chile derimod var velspillende mod et Honduras-hold, der ikke bød på det store i den kamp, hvilket betød, at kampen ligeledes endte 1-0.

Chiles målmand, Luis Marin, ser frem mod Schweiz-kampen, og gør opmærksom på, at Chiles skæbne ligger i deres egne hænder.

”Vi har ikke brug for at få regnemaskinerne ud af skuffen, fordi vores skæbne bliver udelukkende afgjort af os selv. Vi vil ikke ændre spillestil, fordi vi tager imod Schweiz. Vi spiller altid på samme måde, som vi viste mod Honduras.”

Schweiz’ midterforsvar, Reto Ziegler, sætter fokus på, at holdet skal være fokuseret på Chile-kampen, og ikke bare blive for ophøjede efter Spanien-kampen:

”Vi ved, at vi er nødt til at fokusere på at spille godt mod Chile. Vi ved, at vi har opnået noget stort, og vi er alle stolte over vores land, men vi er nødt til at spille en solid kamp mod Chile, fordi det vil være endnu en hård kamp.”

Dette er en af de tætte kampe under VM-slutrunden, selvom Schweiz spillede godt mod Spanien, og formåede at vinde, så er Chile et godt hold, der sagtens kan hive sejren hjem.

Hold øje med:

Chile - Alexis Sanchez: Alexis Sanchez er om nogen Chiles helt store spiller, og det er ham presset hviler på. Hvis Chile skal formå at score nogle mål, så skal de komme fra Sanchez’ støvler.

Schweiz - Diego Benaglio: Den 27-årige schweiziske keeper spillede fremragende mod David Villa og co., da han sammen med sit forsvar holdte Spanien fra sølvfadet og målene. Hvis Schweiz skal have en sejr, kræver det en god præstation af Diego Benaglio.

Seneste nyt om holdene:

Schweiz: Hos schweizerne er der igen glæde at spore, da deres anfører og stjerneangriber, Alexander Frei er kampklar igen, hvilket også gælder for midtbanespilleren Valon Behrami. Det er dog endnu stærkt tvivlsomt, om de to spillere er at finde i startopstillingen. Derudover er Philippe Senderos fortsat ude med den skade, som han pådrog sig i den første kamp.

Chile: Angriberen Humberto Suazo vil efter alt at dømme starte inde, da han er tilbage efter en skade, mens Jorge Valdivia er henvist til bænken.

Forventede startopstillinger:

Chile:

Bravo

Isla - Medel - Ponce - Vidal

Carmona - Millar

Sanchez - Fernandez - Beausejour

Suazo

Schweiz:

Benaglio

Lichtsteiner - Grichting - Von Bergen - Ziegler

Barnetta - Inler - Huggel - Fernandes

Derdiyok - Nkufo

Chile og Schweiz mødes klokken 16:00. Deres opgør kan ses direkte på DR 1.

Skrevet af Emal Aghazadeh.

2 kommentarer

  1. hvordan kan i skrive sanchez, når det klart er sauzo der er chilies absolutte topscorer og holdets klart største stjerne?

  2. Redaktionen den

    Mark > Sanchez er med i mange offensive aktioner. Han er kreatøren på holdet.

    Vi prøver så vidt muligt, at vælge forskellige spillere ved hver optakt under “Hold øje med” for at fremhæve de spillere, som vi mener, der gør en forskel.

    Du har ret i, at Humberto Suazo er topscorer, men det er ikke udelukkende det, som vi vurderer ud fra.

    Vi håber, at det var forklaring nok 🙂

Skriv en kommentar