Begge disse to mandskaber har ikke haft verdens bedste opstart på VM. Der har været knas i begge lejre, og specielt på det japanske landshold har konflikten efter flere dårlige resultater ulmet i kulissen.
Japan indledte deres optakt med en kamp mod en ærkefjende i fodbold, nemlig Korea. Her trak Korea sig sejrrigt ud af opgøret med en 2-0-sejr. Efterfølgende har man haft to svære kampe, hvoraf man efter en 1-0-føring mod England måtte forlade kampen uden sejr atter engang, da England vendte anden halvleg og dermed kampen med to mål. Til slut og sidst har Japan også tabt til Elfenbenskysten, hvorfor selvtilliden måske ikke er på sit højeste hos asiaterne.
Cameroun har ligeledes haft flere gode modstandere på programmet i optakten, men her fik man dog en uafgjort ud af det. Det var imod Slovakiet i første venskabskamp med 1-1. Man fik et forventet nederlag mod storholdet fra Portugal, hvorefter man prøvede kræfter med Serbien, men end ikke her kunne man formå at få en uafgjort eller sejr med hjem, da man tabte 4-3.
Nu er begge mandskaber dog klar, og det bliver en tæt affære, når to af Afrikas og Asiens store hold slår hovederne sammen. Som direkte følge af den japanske træners store kamp med at finde det rette hold og taktik til VM, har forsvareren Marcos Tulio Tanaka opfordret holdet til at tænke selv.
”Hvis vi spiller som træneren har bedt os om, kan det næppe hjælpe os med at vise hvad vi kan,” forklarer han ifølge FIFA's hjemmeside.
I den afrikanske lejr er der ifølge mange af spillerne og trænerne nu endelig en chance for at vise hvad man kan. Det er med stoltheden helt uden på spillertrøjerne, hvilket nøglespilleren for Cameroun, Samuel Eto’o fortæller.
”Dette er utroligt. Jeg har altid haft en drøm om at spille et VM i Afrika, og nu er det endelig ved at komme til virkelighed. Når jeg er i Sydafrika, vil det for mig være som at være tilbage i Cameroun. Det har jeg altid sagt, også før Cameroun, jeg tilhører Afrika. Jeg lever måske i Europa, men jeg sover i Afrika,” fortæller han ifølge Mail and Guardian.
Følgende udtalelse giver os en fin idé om, hvad det er for nogle tanker, der vil gå gennem Cameroun-spillernes hoveder, før de træder ud på grønsværen. Der vil blive kæmpet for hele kontinentet.
Hold øje med:
Japan - Shunsuke Nakamura: Efter Nakata manglede det japanske fodboldmiljø en helt de kunne hylde. De fik sig en positiv overraskelse over Nakamura, der på trods af at være falmet en lille smule stadigvæk er et stærkt bud på en herre, som kan skabe problemer for ethvert landshold. Efter at være hjemvendt til Japan efter et langt europæisk ophold, er han endnu en guddommelig skikkelse for mange asiatiske fodboldspillere.
Cameroun - Samuel Eto’o: Samuel Eto’o har netop været med til at vinde The Treble med Inter, og på trods af vanskeligheder er han i landsholdsammenhæng stadigvæk nøglespilleren der skal skabe noget for Cameroun. Topscorer for landsholdet, og med tre store trofæer i tasken. Eto’o er klar til at brække arme og ben for at gøre det afrikanske kontinent stolt. Den japanske defensiv får rigeligt at se til med Eto’o i angrebet.
Seneste nyt om holdene:
Cameroun: De er et af de eneste mandskaber, der er sluppet nogenlunde fra større skader. Kun knubs eller skader til mindre vigtige profiler på holdet er det blevet til, og dermed står Cameroun altså med stort set hele truppen klar til kamp, selvom Alexandre Song måske sættes på bænken til kampen mod Japan.
Japan: De er derimod lidt mere i nød. Flere skader har præget truppen, og størst af dem alle er Makoto Hasebe, som måtte forlade seneste venskabskamp med en skade i ryggen. Han er dog kun usikker omkring sin optræden i første kamp. Desuden har Yasuyuki Konno en knæskade, som ligeledes meget vel kan holde ham fra at få spilletid til kampen med Cameroun.
Forventede startopstillinger:
Cameroun:
Kameni
Bassong - M’Bia – N’Koulou – Ekotto
Song – Makoun – Enoh
Eto’o – Emana – Idrissou
Japan:
Kawashima
Konno – Nakazawa – Tulio – Nagamoto
Honda – Abe – Hasebe – Endo – Nakamura
Okazaki
Kampen mellem Japan og Cameroun afvikles klokken 16:00. Kampen kan ses direkte på Canal 9.
Skrevet af David Mehlsen