Flere asiatiske nationer med masser af VM-erfaring skal i de kommende dage spille to kvalifikationskampe frem mod slutrunden i Qatar i 2022.
Den næste uges tid vil de fleste europæiske fodboldfans formentlig rette fokus mod en række afgørende EM-kvalifikationskampe.
Men i Asien handler det i de kommende dage om den VM-slutrunde i Qatar, der først bliver skudt i gang om mere end tre år.
Alle asiatiske nationer, der fortsat er tilbage i VM-kvalifikationen, har allerede været i kamp en eller to gange i de otte femmandsgrupper, hvor alle gruppevindere samt de fire bedste toere avancerer til næste runde.
De sædvanlige forhåndsfavoritter
Australien, der i fodboldmæssig sammenhæng har været en del af Asien siden kvalifikationen til VM i 2010, indleder runden, når de i morgen klokken 11:00 dansk tid tager imod Nepal.
Mens Australien har deltaget ved samtlige VM-slutrunder siden 2006, skal også Sydkorea og Japan, der har endnu mere VM-erfaring, ligeledes i aktion i morgen.
Ikke siden 1982 har VM været uden sydkoreansk deltagelse, men også det japanske landshold har gang i en særdeles fin stime, da de har været en del af det fineste selskab siden slutrunden i Frankrig i 1998.
Sydkorea møder i morgen Sri Lanka, mens Japan skal op imod Mongoliet. De fleste har dog formentlig allerede øjnene rettet mod tirsdag i næste uge, hvor den efterfølgende kvalifikationsrunde finder sted.
Her skal sydkoreanerne en tur til Pyongyang, hvor nabonationen og de direkte fjender fra Nordkorea, der to gange tidligere har deltaget ved VM, agerer værter i, hvad der allerede på forhånd kan betegnes som et spektakulært opgør.
Også Saudi-Arabien og Iran, der ligeledes har en udmærket VM-historik bag sig, og som begge var med ved sidste års slutrunde i Rusland, skal på banen i morgen, når de møder henholdsvis Singapore og Cambodja.
Både Australien, Sydkorea, Japan og Iran kom alle i oktober planmæssigt fra start med sejre i deres første kamp, mens Saudi-Arabien til gengæld skuffende måtte nøjes med 2-2 ude mod Yemen.
Long time, no see
Derudover skal fire lande, der alle har deltaget ved en enkelt VM-slutrunde, også i kamp. Der er tale om Kina, Forenede Arabiske Emirater, Irak og Kuwait.
Det er dog en del år siden, at de fire knap så prominente fodboldnationer sidst har været VM-klar. Kina var med i 2002, mens Forenede Arabiske Emirater var kvalificeret til slutrunden i Italien i 1990.
Endnu længere tid siden er det, at Irak og Kuwait havde deres hidtil eneste VM-deltagelse. Irak deltog ved slutrunden i Mexico i 1986, mens Kuwait fire år tidligere var blandt deltagerne.
I den igangværende VM-kvalifikation er de fire ovenstående lande overordnet set kommet godkendt fra start, selvom vejen til slutrunden i Qatar naturligvis stadig er både lang og vanskelig.
VM-værter spiller med
Qatar er qua deres værtsrolle automatisk kvalificeret til slutrunden i 2022, men de er alligevel at finde i en af de otte kvalifikationsgrupper.
Foreløbig har nationens to kampe - begge på hjemmebane - kastet fire point af sig. Det er således blevet til en 6-0-sejr mod Afghanistan samt 0-0 i seneste kamp mod Indien, hvor Qatar vadede i chancer.
De kommende VM-værter, der tidligere på året i imponerende og overbevisende stil vandt de asiatiske mesterskaber, skal i morgen på banen igen, når de på udebane skal forsøge at besejre Bangladesh.
I de otte asiatiske VM-kvalifikationsgrupper har en del nationer som nævnt allerede været i aktion to gange, men foreløbig er det kun Nordkorea og Tadsjikistan, som har formået at vinde begge opgør.