På scoringer i anden halvleg af Yussuf Poulsen og Christian Eriksen vandt Danmark 2-0 over Mexico, og Åge Hareides tropper fik dermed en fin VM-generalprøve.
Brøndby Stadion dannede her til aften ramme om Danmarks sidste VM-testkamp. Modstanderen var Mexico, som også er VM-klar.
I forhold til sidste kamp mod Sverige var Christian Eriksen tilbage i den danske startopstilling. Han erstattede Michael Krohn-Dehli.
Allerede efter et enkelt minuts spil var Danmark tæt på at komme i front, da Eriksen slog et frispark ind i panden på Nicolai Jørgensen, som dog headede bolden en meters penge forbi.
Trods optræk til flere fine muligheder skulle vi hen til det 26. minut, hvor det for alvor blev farligt igen. Thomas Delaney erobrede bolden på den mexicanske banehalvdel og var pludselig helt fri.
Men den kommende Dortmund-spiller virkede næsten til at have for god tid til at få afsluttet. Det endte med et lob, som Guillermo Ochoa i Mexico-målet forholdsvist nemt kunne afværge.
Begge mandskaber kom frem til flere halve chancer i resten af halvlegen - dog uden at det blev rigtig farligt. Derfor var stillingen 0-0 ved pausen.
Billedet fortsatte i anden halvleg, hvor der var flere lige ved og næsten-situationer. Men den afgørende aflevering eller berøring manglede. I hvert fald indtil 20 minutter før tid.
Kampuret havde nemlig netop rundet de 70 minutter, da Yussuf Poulsen fra kanten af feltet hamrede bolden op i målhjørnet med venstrefoden. 1-0 til de rød-hvide, som skabte stor jubel på Brøndby Stadion.
Kun to minutter senere blev det endnu bedre for Danmark, da Eriksen blev spillet fri af Henrik Dalsgaard. Og Tottenham-stjernen sparkede bolden i nettet til dansk 2-0-føring.
Danskerne virkede i kontrol, men seks minutter før tid var Mexico millimeter fra at reducere, da Jesus Corona fandt gæsternes store stjerne, Javier Hernandez, som måtte se stolpen afvise sit forsøg.
Tættere på kom ingen af holdene i de sidste minutter, hvorfor det endte med en sejr på 2-0 til Danmark, som dermed fik en fin generalprøve, før det løs ved VM i næste uge.