Australsk VM-legende fik sejr i afskedskamp

0

38-årige Tim Cahill, som nåede at repræsentere Australien ved fire VM-slutrunder, spillede sin sidste landskamp, da Socceroos i morges slog Libanon 3-0.

En lang og fornem karriere lakker mod enden for Tim Cahill.

Den 38-årige skarpretter var i sommer med til VM for fjerde gang for Australien - hvilket også bliver sidste gang, at han kommer til at deltage i verdens største fodboldturnering.

Cahill spillede nemlig i morges dansk tid sin allersidste landskamp for Socceroos, da de i en venskabskamp i Sydney foran mere end 33.000 tilskuere slog Libanon med 3-0.

Efter 82 minutter af opgøret blev Cahill skiftet ud til stor jubel blandt de fremmødte tilskuere. Den aldrende angriber nåede hele 108 optrædener og 50 scoringer for Australien.

Mens landsholdskarrieren altså nu er ovre for Cahill, fortsætter han lidt endnu med klubfodbold, hvor han i øjeblikket repræsenterer indiske Jamshedpur FC, som han har kontrakt med frem til udgangen af marts næste år.

I VM-sammenhæng huskes Cahill primært for et vidunderligt mål ved slutrunden i Brasilien for fire år siden i gruppespilskampen mod Holland.

Skriv en kommentar