
Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Danmark formåede ikke at skrive historie ved at sikre sig kvalifikation til den tredje VM-slutrunde i træk.
Danmark endte med at have tre chancer for at avancere til VM, og de missede altså samtlige.
De skulle have besejret Belarus, spillet uafgjort mod Skotland eller vundet over Tjekkiet.
Dansk mareridtsstart
Danskerne fik en mareridtsstart efter bare tre minutter, da Tjekkiets midtbanespiller Pavel Sulc kanonerede bolden ind bag Mads Hermansen i det danske mål efter et hjørnespark.
Danmark dominerede det meste af opgøret, men det var først for alvor i anden halvleg, at det danske mandskab pressede på.
Joachim Andersen fik udlignet med et hovedstød efter 72 minutter efter et frisparksindlæg fra Mikkel Damsgaard.
Da der ikke blev scoret flere mål i den ordinære spilletid, så måtte holdene ud i forlænget spilletid.
I det 100. minut kom Tjekkiet atter en gang foran efter noget tumult i det danske forsvar.
Efter 106 minutter blev Kasper Høgh indskiftet for anden gang i sin landsholdskarriere, og det skulle vise sig at være et klogt træk af landstræner Brian Riemer.
For bare fem minutter senere kvitterede Høgh for tilliden med et flot hovedstødsmål efter et hjørnespark af Anders Dreyer.
Skæbnen skulle afgøres i straffesparkskonkurrence
Efter 2-2 i den forlængede spilletid blev der ikke scoret yderligere, og det betød at holdene skulle ud i straffesparkskonkurrence.
Rasmus Højlund var første sparker, men desværre for danskerne, så smadrede han bolden op på overlæggeren.
Chory kunne efterfølgende score for Tjekkiet. Christian Eriksen scorede sikkert for Danmark, mens Soucek også fandt vejen til netmaskerne.
Anders Dreyer brændte, mens Krejci også missede for Tjekkiet. Til sidst stod Mathias Jensen med det store ansvar, men han brændte også.
Til sidst kunne Sadilek afgøre det hele, og det gjorde han. Han scorede og dermed var det Tjekkiet, der sikrede sig VM-billetten i stedet for Danmark, med en samlet 3-2-sejr.