Dansk VM-modstander har dårlig selvtillid

0

Danmarks VM-modstander i det indledende gruppespil, Japan, har skuffet nationens fodboldfans, og derfor er selvtilliden helt i bunden inden VM i Sydafrika.

Det japanske landshold har ikke leveret varen i de seneste venskabskampe, der blandt andet er endt med et 3-0-nederlag til Serbien og et 3-1-nederlag til Sydkorea.

Derfor har landets fodboldmentalitet lidt et knæk, og den skal man forsøge, at genopbygge i de kommende venskabskampe, før VM-slutrunden i Sydafrika.

Det fastslår ærespræsidenten, Saburo Kawabuchi, som tidligere har været formand for fodboldforbundet i Japan.

"Grunden til at der ikke er VM-feber er, at Japan ikke har givet os nogle ordentlige kampe," siger den 73-årige Kawabuchi ifølge DR Sporten.

"I de sidste tre kampe (før VM, red.) må de gøre noget for at få nationen til at føle, at vi kan klare os godt i slutrunden. Det er det, der mangler."

På spørgsmålet omkring, om en VM-triumf var sandsynlig, viste Kawabuchi sig fra sin humoristiske side, da han svarede følgende:

"Jeg tror, at vi melder pas i år. Vi går kun efter en semifinale-plads," sluttede han med et smil på læben.

Japan er placeret i gruppe E, hvor Cameroun venter den 14. juni, hvorefter de møder Holland den 19. juni og afslutter det indledende gruppespil med affæren mod Danmark den 24. juni.

Skriv en kommentar