FC Midtjylland-kometen Aral Simsir kan ikke repræsentere det danske landshold, da han er låst fast til Tyrkiets landshold. Det bekræfter DBU.
For tiden er Aral Simsir ét af de varmeste navne i Superligaen for tiden, men han kommer ikke til at spille for det danske landshold.
DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, bekræfter således, at Simsir er låst fast til det tyrkiske landshold.
"Det korte af det lange er, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre for Aral Simsir at komme på det danske landshold," fortæller Peter Møller til Ritzau.
Aral Simsir har blandt andet spillet U21-kvalifikationskampe for Tyrkiet, og det udelukker en billet til det danske A-landshold.
"Når han har gjort det, så er han låst. Så kan han ikke skifte retur til Danmark," lyder det fra Peter Møller.
21-årige Aral Simsir har optrådt fem gange for det tyrkiske U21-landshold, siden han fik sin debut tilbage i juni 2022.