Dunga: Julio Cesar er VM-klar

0

Det brasilianske landsholds læger er skeptiske, men landstræner Dunga forsikrer alligevel fodboldverdenen om, at holdets målmand Julio Cesar helt sikkert er klar til slutrunden.

Italienske Inters førstevalg på målmandsposten, Julio Cesar, var ikke med i sidste uges testkamp mod Zimbabwe og heller ikke i gårsdagens kamp mod Tanzania.

Men alligevel mener det brasilianske landsholds tidligere storstjerne og nu landstræner Dunga, at mirakelkeeperen helt sikkert er på holdkortet, når Brasilien spiller deres første VM-kamp mod Nordkorea den 15. juni.

”Julio Cesar er klar til VM – også selvom han ikke har været med i nogen af testkampene, det garanterer jeg. Da han ikke har haft nogen pauser i Inter, synes jeg ikke det var nødvendigt, at tage ham med til Tanzania,” sagde Dunga under en pressekonference.

Mens Julio Cesar har forsøgt, at komme tilbage efter en rygskade, som han har spillet med i Inter, har Heurelho Gomes fået til opgave at vogte målet.

Skrevet af Mikkel Hauerberg

Skriv en kommentar