Brasilien er placeret i gruppe G, hvor de skal møde Elfenbenskysten, Portugal og Nordkorea. VM-guide.dk har udarbejdet en analyse af det brasilianske landshold.
Fakta:
Fulde navn: Republica Federativo do Brazil
Hovedstad: Brasilia
Hjemmebaner og kapacitet: Maracanã, Morumbi, Mineirão, Mané Garrincha, Beira-Rio, Serra Dourada, Castelão, Mangueirão, Arruda – Maracanã det største med 90,000 pladser
Areal: 8,514,877 km2
Indbyggere: 192.272.890
Forbund: Confederecao Brasiliera de Futebol
Kælenavn: Canarinho (Lille Kanaria), A Seleção (De udvalgte), Verde-Amarela (Grøn og gul) The Samba Kings (Sambakongerne)
Placering på verdensranglisten: 2
Flest landskampe: Cafú (142)
Flest landskampsmål: Pelé (72)
Største sejr: 14-0 mod Nicaragua i 1975
Største nederlag: 0-6 mod Uruguay i 1920
VM: 18 (første gang i 1930)
Vundne slutrunder: 5
VM-erfaring:
Når man endelig skal tale om at have stor erfaring indenfor VM-slutrunder, så er de brasilianske tropper en sikker kandidat. Holdet er det mest vindende i hele turneringens historie, da man hele fem gange har formået at løfte trofæet ved slutningen af turneringen.
Til og med har Brasilien som få andre lande deltaget i hyppig grad til slutrunderne, hvilket gør, at man efterhånden hvert år kan regne med at brasserne igen vil forsøge at trylle sig vej frem til pokalen – eller i det mindste underholde os på vejen. Faktum er, at Brasilien er et land, som man grundet den store deltagelse til VM regner med under alle omstændigheder. Som vi alle sammen kender Brasilien er de garant for masser af mål. Dette afspejler sig i Pelés 72 kasser i trøjen, mens Ronaldo blandt andet i 2002 kunne fejre en titel som turneringens topscorer.
Selvom vi ofte forbinder Brasilien med sprudlende offensivt fodbold, så er det dog ikke altid, at de kanariegule mariner har kunnet knuse ethvert mandskab på vejen. Ved VM 2006 var det et knapt så poleret Brasilien vi så, og dette hold skuffede, selvom man til tider opnåede fine resultater og god fodbold. Erfaring fra denne slutrunde bliver således vigtig at have med i bagagen, hvis Brasilien skal indfri deres forventninger.
Vejen til VM:
Som de fleste måske ved, er det sydamerikanske kvalifikationssystem en lidt anden historie end det, som vi benytter os af frem mod en slutrunde her i Europa. De sydamerikanske nationer spiller i en liga, hvor af de fire bedste går direkte videre til VM, mens holdet på 5. pladsen får en chance i en playoff-kamp. Sidstnævnte var dog bestemt ikke noget som Brasilien fik brug for i deres vej til VM. De vandt deres pulje, om end kun med et enkelt points forspring til dette års VM-joker, Chile. Som regel kritiserer vi Brasilien for en uorganiseret defensiv, men til kvalifikationen var det en anden historie. Man lukkede kun 11 mål ind på 18 kampe, hvilket tyder på, at der er kommet andre boller på suppen.
Brasilien led undervejs blandt andet et overraskende nederlag til Bolivia, mens man også mod Paraguay måtte lade point stå til, foruden et par uafgjorte kampe. Argentina og Brasilien er ikke så altdominerende i Sydamerika, som de tidligere har været.
Dog rundede man af med at klaske flere af de andre nationer med 4-0 og 5-0, mens man fik en varmende sejr mod de evige ærkerivaler fra Argentina på 3-1. Dette var også den sejr der for alvor beseglede, at Brasiliens tropper nu kan rejse til VM i Sydafrika med titlen som sejrsherrer af den sydamerikanske turnering.
Landstræneren:
Fulde navn: Carlos Caetano Bledorn Verri
Født: 31. oktober 1963
Nationalitet: Brasilien
Landstræner siden: 2006
Portræt:
Dunga, eller Carlos Caetano Bledorn Verri, som hans fulde navn er, har været Brasiliansk landstræner i fire år siden han overtog roret fra Carlos Alberto Parreira. Dunga er født i den mindre brasilianske by Iljui den 31. oktober 1963, og er altså 46 år gammel i skrivende stund. Den forhenværende defensive midtbanespiller havde en lang og frodig karriere indenfor fodbold, hvor han blandt andet imponerede i brasiliansk fodbold, men såmænd også i klubber som Stuttgart og Fiorentina samt Pisa.
Her var Dunga med til at sørge for defensiv ro på banen, og dette har måske været et af nøgleordene for Brasiliens VM-slutrunde 2010. Karrieren som træner er dog endnu ikke så glorværdig. Indtil videre har Dunga kun haft et mandskab under vingerne, og det har været det nuværende Brasilien-hold, som han besidder op mod denne slutrunde. Dunga har haft dette mandskab i besiddelse siden 2006 og har derfor altså ikke hentet noget nævneværdigt med Brasilien endnu. Dog er det blevet til en sejr i både Copa America og Confederations Cup.
I modsætning til den forhenværende træner, Carlos Alberto Parreira, så har Dunga haft en lidt anden vinkel på holdet. Hvor man tidligere kun ønskede spillere i store klubber, har Dunga været uhyggelig dygtig til at spotte hvilke spillere, der på længere sigt kunne få en givende landsholdskarriere.
Analyse af truppen:
Ser vi på det hele og store billede, så står Brasilien med et af dette VM’s bedste trupper. Brasilien er kendt for sine mange verdensstjerner, men der er flere vigtige jokere og arbejdsheste med når brasserne giver sig i kamp med at forsøge at nedsable de øvrige mandskaber. En solid og bred trup, sammensat balanceret, selvfølgelig med stjerner som Kaka og Robinho inkluderet. Specielt på den offensive halvdel af banen ser holdet ud til at stå utroligt stærkt igen i år.
Målmænd:
Målmandsposten er på en gang noget som vi kender Brasilien for, men samtidig også et punkt, hvor de bestemt ikke står stærkest. Dog har de en solid førsteholdskeeper i form af Julio Cesar fra Inter, der skal forsøge at holde fjenderne fra at nette. Doni fra Roma og Gomes fra Tottenham er de to øvrige keepere i Brasiliens trup.
Forsvaret:
I forsvaret står Brasilien stærkt. Der er flere spillere af stor international klasse med og de fleste af spillerne kommer fra klubber, der normalt dominerer deres hjemlige ligaer og spiller med i større turneringer. Inter, Roma og AC Milan er blot et udsnit af disse. Hvad der altid har været et kendetegn for et ægte brasiliansk mandskab, er dets forsvars evne til at lade backs’ne gå med frem, og dette bliver bestemt muligt med blandt andre Maicon og Dani Alves, der skal med frem og hjælpe til for at få mål. Imens bliver det op til spillere som Lucio og Juan at holde styr på bagkæden. Man står altså solidt i forsvaret hos Brasilien, holdet er stærkt i den bagerste kæde. Der mangler dog lidt før det kan klassificeres som det stærkeste til VM.
Midtbanen:
Endnu engang kan man fremhæve et stærkt punkt fra Brasilien. Den ene stjerne efter den anden presser sig på for at få en plads på midten eller kanten, og man kan i den grad tale om international klasse når man beskuer navnene på de spillere, som Dunga råder over i sin trup på dette område. Kaka ender sandsynligvis med at få en vigtig rolle på midtbanen, som man forventer det. Dani Alves kan snildt bruges oppe på denne del af banen, mens Julio Baptista og Felipe Melo sandsynligvis også kan være jokere og levere gode præstationer på midten.
Angrebet:
Her kommer Brasiliens sande trumfkort ind. Man kan tillade sig at rose resten af det brasilianske hold, men der hvor man virkelig skærer igennem med den styrke, der skal til for at vinde et VM, er i angrebet. Krydret med pasningsstærke spillere bag sig, er Robinho en ung herre, der nok skal sørge for at øge scoringssnittet ved det kommende VM. Man har flere jokere med, da Luis Fabiano, Nilmar og Grafitte også kan få noget at sige i Sydafrika.
Styrker og svagheder:
Styrker:
Holdets styrke har i de sidste par år været stort fordelt på de offensive områder, hvor man har haft den ene store internationale stjerne efter den anden med i truppen. Man har haft spillere som Kaka, Ronaldo og Ronaldinho på holdet, og disse har været stor medvirken til, at man altid har regnet Brasilien som et hold, der satsede stærkt på bare at score flere mål end dagens modstander. Vigtigt er det dog at pointere, at der igen er stor styrke i det offensive spil hos Brasilien.
Holdet er opbygget omkring stærke offensive kræfter igen i år, men hvad man kan udlede af en analyse af det brasilianske hold er, at de i år ser ud til at have bredt truppen ud med henblik på, hvor de største stjerner er. Hver evigt eneste kæde ser ud til at have potentialet til at kunne gøre det godt ved en slutrunde, specielt ser den defensive kæde stærkere ud end tidligere.
Selvfølgelig er det også oplagt at lægge vægt på de stjerner, som truppen inkluderer, der er blandt andet Kaka og Robinho, som umiddelbart kan udpeges som to af de største styrker på det brasilianske hold. Ligeledes kan spillere som Maicon og Dani Alves komme til at dominere på holdet.
Umiddelbart skal styrken på holdet udpeges på det offensive plan, men som skrevet ovenover, så kan vi altså forvente os et godt sammensat hold, når sambaholdet går på banen ved VM i Sydafrika.
Svagheder:
Som beskrevet ovenfor er holdet ekstremt stærk og står tungt besat på rigtig mange pladser, hvilket gør det enormt svært at udpege deciderede svagheder ved et hold, som det brasilianske team tager med sig til Sydafrika. Ikke desto mindre er der små mindre skavanker ved holdet og det er sandsynligvis på målmandspladsen, at man kan komme i bekneb. Julio Cesar er en rigtig stærk keeper, men der findes bedre målmænd rundt om i verden. Desuden ser reserverne på den plads ikke ret skræmmende ud, og det kan koste dem dyrt hvis en skade til Julio Cesar skulle indtræffe.
Desuden har Brasilien altid den sky hængende over sig, at de skal passe på ikke at indstille hovedet til at være sikre vindere af det næste VM. Holdet havde problemer ved seneste VM og blev slet ikke det stærke hold, som man havde regnet med. Den brasilianske festappetit skal dulmes før slutrunden, hvor de langbenede skønheder fra Copacabana må komme i anden række.
Dog skal en ting slås fast, og det er, at Brasilien er det hold, vi skal regne med, når vi snakker favoritter.
Den forventede ideelle opstilling:
Julio Cesar
Maicon – Lucio – Juan – Michel Bastos
Felipe Melo – Gilberto Silva - Elano
Kaka
Luis Fabiano - Robinho
Skrevet af David Mehlsen.
1 kommentar
Angående målmandsposten er jeg meget uenig. I mine øjne er det kun Spanien og Italien, der er bedre besat her. Julio Cesar er en verdensklassemålmand og Gomes kunne nemt være førstemålmand på mange af de andre hold til slutrunden. Inklusiv andre store hold som England, Holland og Argentina!