Søndag blev det officielt, at Sven-Göran Eriksson overtager landstræner-posten for Elfenbenskysten, og derved skal han styre holdet igennem sommerens VM.
Sven-Göran Eriksson blev søndag aften annonceret som Elfenbenskystens nye mand i landstrænersædet. Dermed skal han med til VM for anden gang i træk.
I hård konkurrence med Bernd Schuster og Mark Hughes, sikrede Eriksson sig det prestigefyldte job. Nationen er placeret i en vanskelig gruppe, med Brasilien, Portugal samt Nordkorea som modstandere.
Eriksson har, siden han forlod ansvaret for Englands landshold tilbage i 2006, ikke haft den store succes. Først forsøgte han sig som manager i Manchester City, derefter som landstræner i Mexico og senest som sportsdirektør i Notts County.
Som Elfenbenskystens landstræner afløser Eriksson den bosniske Vahid Halihodzic, der blev præsenteret for en fyreseddel, efter at nationen leverede en skuffende indsats ved African Nations Cup, som blev spillet i vinter.
Elfenbenskysten, der på forhånd var spået en finaleplads, måtte allerede tage afsked med turneringen i kvartfinalen.