Frankrig og Holland sejrede i sikker stil

0

Der var ingen slinger i valsen hos hverken Frankrig eller Holland, der i gruppe A slog hhv. Bulgarien og Hviderusland med 4-1. VM fodbold

Både Frankrig og Holland fik en skidt start på VM-kvalifikationen, da de i september begge kun formåede at få et point ud af første kamp.

I aften var der så mulighed for at rette op tingene, og begge mandskaber levede op til favoritværdigheden.

Frankrig tog hjemme imod Bulgarien, der i første runde slog Luxembourg 4-3 efter en vanvittig forestilling. Og det var højst overraskende gæsterne, som først kom på måltavlen.

Der var således kun spillet seks minutter, da Mihail Aleksandrov omsatte et straffespark til bulgarsk chokføring. Glæden varede dog kort hos gæsterne.

Kevin Gameiro, der startede alene i front, udlignede midtvejs i første halvleg til 1-1, og kun få minutter senere bragte Dmitri Payet favoritterne på sejrskurs.

Inden pausetid nåede Antoine Griezmann at gøre det til 3-1, og så var kampen på Stade de France reelt lukket.

Den sidste spænding forsvandt definitivt et kvarter inde i anden halvleg, da Gameiro med sit andet mål kunne bringe Frankrig, hvilket også blev kampens resultat.

Lige så overbevisende var Holland i deres hjemmekamp mod Hviderusland, hvor der aldrig var tvivl om udfaldet.

Efter en halv times spil førte Oranje 2-0 efter to scoringer fra Spartak Moskvas kantprofil Quincy Promes, og så virkede de tre point i hus for hollænderne.

Men Hviderusland fik få minutter inde i anden halvleg bragt spænding tilbage i opgøret, da Alexei Rios reducerede til 2-1.

Tættere på kom gæsterne dog ikke, og med scoringer fra Davy Klaassen og Vincent Janssen kunne Holland ganske fortjent køre 4-1-sejren i hus.

Sverige, der også er at finde i gruppe A, var her til aften også i aktion. Det foregik på udebane mod Luxembourg, hvor svenskerne bestemt ikke imponerede.

Først efter 59 minutters spil lykkedes det højrebacken Mikael Lustig at score det, der skulle vise sig at blive kampens enlige mål.

Skriv en kommentar