Frankrig spiller i gruppe C sammen med Australien, Peru samt Danmark. Læs mere om Frankrigs historie, landstræner og VM 2018-trup her.
Fakta:
Fulde navn: Frankrig
Hovedstad: Paris
National-stadion: Stade de France (81.338 tilskuere)
Antal indbyggere: 67.201.000
Øgenavn til landsholdet: Les Bleus (de blå)
Placering på verdensranglisten: 9 (december 2017)
Flest landskampe: Lilian Thuram (142 kampe)
Flest mål: Thierry Henry (51 mål)
Største sejr: Frankrig - Azerbaijan: 10-0 (6. september, 1995)
Største nederlag: Danmark - Frankrig: 17-1 (22. oktober, 1908)
Frankrigs største resultater::
Confederations Cup:
Vinder i 2001 og 2003.
EM:
Vinder i 1984 og 2000.
VM:
Vinder i 1998
VM-historik:
1930: Gruppespil
1934: Gruppespil 1938: Kvartfinale 1954: Gruppespil 1958: Tredjeplads |
1966: Gruppespil
1978: Gruppespil 1982: Fjerdeplads 1986: Tredjeplads 1998: Vinder |
2002: Gruppespil
2006: Andenplads 2010: Gruppespil 2014: Kvartfinale |
Frankrigs VM-erfaring:
På trods af, at Frankrig kun en enkelt gang har vundet VM-guld, har Les Bleus ved flere slutrunder præsteret fornemme resultater.
Udover guldet på hjemmebane i 1998 formåede franskmændene også at spille sig frem til VM-finalen otte år senere, hvor det blot var en straffesparkskonkurrence mod Italien, som stod i vejen for endnu en triumf.
Også ved VM i 1982 og 1986 var Frankrig blandt de fire sidste. I 1982 blev det til en fjerdeplads, mens de fire år senere i Mexico vandt bronze.
Til gengæld ramte franskmændene en krise i starten af 90’erne, hvor de missede både VM i 1990 i Italien og selvsamme turnering fire år senere i USA.
Derfor var der altså 12 år, hvor Frankrig var fraværende ved verdens største fodboldbegivenhed, hvilket bestemt ikke faldt i god jord blandt landets fodboldfans.
De sidste to VM-slutrunder har været meget blandet; ved slutrunden i Sydafrika i 2010 var Frankrig turneringens helt store fiasko med pinlige episoder fra flere af holdets spillere. Gruppespillet blev endestationen, hvor det kun blev til et enkelt point.
Ved sidste VM-slutrunde var franskmændene tilbage på ret køl. Desværre for de blåklædte rendte de ind i Tyskland i kvartfinalen. Og kampen mod de senere verdensmestre blev endestationen for Frankrig.
Frankrigs vej til VM 2018:
Frankrig var i VM-kvalifikationen at finde i gruppe A sammen med Sverige, Holland, Bulgarien, Hviderusland og Luxembourg.
På forhånd lignede det en overkommelig gruppe for franskmændene – og det endte da også med, at Didier Deschamps' tropper vandt gruppen forholdsvist sikkert.
Der var dog et par enkelte bommerter undervejs for det stjernespækkede mandskab. Bl.a. formåede Frankrig at spille 0-0 mod både Hviderusland (ude) og Luxembourg (hjemme).
Samtidig led franskmændene også et unødvendigt 2-1-nederlag til Sverige, da keeper Hugo Lloris i kampens døende sekunder lavede en stor brøler, som kostede det svenske sejrsmål.
Til gengæld vandt Frankrig uden de store problemer begge opgør mod de tidligere så stærke hollændere. Det blev til en 1-0-sejr i Amsterdam, mens franskmændene i det omvendte opgør virkelig foldede sig ud og vandt med imponerende 4-0. VM-pladsen blev sikret i sidste runde, hvor Hviderusland blev besejret med 2-1 på Stade de France.
Frankrigs landstræner:
Navn: Didier Deschamps
Født: 15. oktober, 1968
Nationalitet: Frankrig
Landstræner siden: 2012
Træner-karriere: Monaco, Juventus, Marseille, Frankrig.
Portræt:
49-årige Deschamps har en glorværdige karriere bag sig. Som spiller var han en hård, spilstyrende 6’er i klubber som Juventus, Chelsea og Valencia, og derudover var han også anfører for det franske hold, som i 1998 vandt VM på hjemmebane.
Kort efter at have indstillet sin aktive karriere blev Deschamps træner og fik sit første trænerjob allerede sæsonen efter sit karrierestop. Det var i Monaco, som han blandt andet førte til en imponerende finaleplads i Champions League 2004.
Efter Monaco tog han videre til Juventus, som var at finde i Serie B efter en matchfixingskandale. Her rykkede han op med holdet, inden han kort efter afgørelsen sagde op efter angiveligt at have haft flere sammenstød med klubbens ledelse.
Deschamps tog sig to sabbatår efter Juventus-tiden, inden han igen blev træner – denne gang for Marseille, som han blandt andet førte til en pokaltriumf og en Champions League-kvartfinale.
Da Deschamps havde været i Marseille i tre år, stod Frankrig og manglede en landstræner efter en turbulent tid med Laurent Blanc ved roret, og efter EM 2012 blev Didier Deschamps så udnævnt til landstræner.
Deschamps gik uden problemer igennem sin første VM-kvalifikation, og ved VM 2014 blev franskmændene slået 1-0 af de senere verdensmestre fra Tyskland. Ved EM på hjemmebane for to år siden nåede de finalen, hvor Portugal vandt efter forlænget spilletid.
Denne gang er det tid for Frankrig til igen at træde helt op på øverste trin på skamlen, og med store profiler – både på banen og bænken – har Les Bleus en fin chance for at nå langt.
Analyse af Frankrigs VM-trup:
Sjældent har et fransk mandskab set så spændende ud, som tilfældet er op til den kommende VM-slutrunde i Rusland.
Der er et hav af store talenter, der presser på for at klemme sig ind i startopstillingen. Og dem, der ikke ligner startere hos Les Bleus, skal kæmpe hårdt for at komme med i Didier Deschamps' 23-mandstrup. Og Deschamps har virkelig mange spændende spillere at vælge imellem, når han et par uger før VM skydes i gang, udtager sin endelige trup.
Målmænd:
Tottenhams Hugo Lloris er sikkert førstevalg i det franske mål – og det har han været igennem flere år.
Den 31-årige keeper nærmer sig 100 A-landskampe for Frankrig, og hans rutine og ro kan blive guld værd for franskmændene under VM.
Forsvaret:
I forsvaret tyder meget på, at tre spillere er sikre startere. Det drejer sig om de to midtstoppere Samuel Umtiti og Raphael Varane samt højre backen Djibril Sidibe fra Monaco.
Til gengæld er der hårdere kamp om venstre backen, hvor både Lucas Digne, Layvin Kurzawa og Benjamin Mendy er blevet benyttet i løbet af VM-kvalifikationen.
Sidstnævnte, der sidste sommer skiftede til Manchester City, blev dog alvorligt knæskadet i starten af sin tid hos den engelske storklub. Han forventes at være henvist til sidelinjen indtil slutningen af april, hvorfor det er tvivlsomt, om han når at komme i topform inden VM.
Midtbanen:
Den store stjerne på den franske midtbane er uden tvivl Paul Pogba. Han skal sammen med den mere defensivt orienterede N’Golo Kanté binde spillet sammen på den centrale del af banen.
På kanterne skal kæmpetalentet Kylian Mbappé sammen med Thomas Lemar og Kingsley Coman, der ligeledes er unge, talentfulde teknikere, forsøge at kreere chancer og skabe uro i modstandernes defensiv.
Angrebet:
Helt fremme skal Atletico Madrids Antoine Griezmann kæmpe om spilletid med den noget mere fysisk stærke Olivier Giroud, som formentlig først kommer i aktion, hvis Frankrig i slutfasen skal jagte et resultat med høje bolde i feltet.
Også Girouds klubkammerat i Arsenal, Alexandre Lacazette, er en giftig angriber, der bør blive plads til i Frankrigs VM-trup.
Hold øje med: Antoine Griezmann
Han blev topscorer ved EM på hjemmebane for to år siden, hvor han samtidig var meget, meget tæt på at sikre Frankrig guldet i de sidste minutter af finalen mod Portugal.
Antoine Griezmann fik dog som bekendt ikke bolden i nettet, og Ronaldo og resten af det portugisiske mandskab snuppede i stedet EM-guldet for snuden af en flot slukørede franskmænd.
Nu er det imidlertid tid til hævn for Griezmann og Frankrig, som denne gang dog ikke får gavn af hjemmebanefordelen.
Det bør dog ikke betyde meget for Atletico Madrids teknisk suveræne angriber, som kan afgøre en hvilken som helst kamp på egen hånd med sine finurlige driblinger og kliniske afslutninger.
Der findes en lang række ekstremt dygtige og talentfulde spillere på det franske mandskab, men manden, der forventes mest af til sommerens VM-slutrunde blandt de franske fans, er uden tvivl Griezmann.