Frankrig er verdensmestre, efter de i en underholdende VM-finale vandt med 4-2 over Kroatien, som dermed må nøjes med sølvmedaljer.
VM-finalen skulle i dag afvikles på Luzhniki i Moskva. Den stod mellem Frankrig og Kroatien.
Kroaterne startede klart bedst, men de blev ikke for alvor farlige. I stedet for bragte franskmændene sig i front efter 18 minutters spil.
Antoine Griezmann slog et frispark ind i feltet, hvor Kroatiens helt fra semifinalen, Mario Mandzukic, headede bolden i eget net. 1-0 til Frankrig.
Ti minutter efter føringsmålet fik Kroatien bragt balance i regnskabet - og nok engang kom målet efter en dødbold.
Et frispark endte efter lidt klumpspil ved Ivan Perisic, som trak bolden over til sit venstreben, og derefter hamrede han den lille runde i kassen bag en chanceløs Hugo Lloris.
Ti minuter før pausen fik Frankrig ved hjælp fra VAR tilkendt et straffespark, da Ivan Perisic tog hånden til hjælp i eget felt.
Straffesparket satte Griezmann stensikkert i nettet bag Danijel Subasic i det kroatiske mål til fransk 2-1-føring.
2-1 var også stillingen ved pausen.
Anden halvleg var kun to minutter gammel, da Kroatien var tæt på at udligne for anden gang i kampen. Men Ante Rebic måtte se sit forsøg blive viftet over mål af Lloris.
I den anden ende bed franskmændene også fra sig, hvor Kylian Mbappé tørrede Domagoj Vida, men den unge komets afslutning blev reddet af Subasic.
Anderledes skarp var Paul Pogba efter 58 minutters spil, da bolden havnede hos ham efter en fransk omstilling. Første forsøg blev blokeret, men i anden omgang sendte Manchester United-profilen bolden i nettet til 3-1.
Cirka fem minutter senere blev det også 4-1, da Mbappé modtog bolden et godt stykke udenfor det kroatiske felt. Uden at tøve hamrede den 19-årige PSG-stjerne bolden ind bag Subasic til 4-1.
Kroatien nægtede dog at give op, og kun få minutter senere fik de reduceret efter en gigantisk målmandsbrøler af Lloris.
Tottenham-keeperen modtog en tilbagelægning, men i stedet for at sparke bolden væk forsøgte han at drible, hvilket gik helt galt. Mandzukic fik foden på bolden, hvorefter den strøg i mål til 4-2.
Nu havde kroaterne lidt over 20 minutter til at skabe yderligere spænding i opgøret, men de formåede ikke at true den franske defensiv.
Derfor sluttede det hele med en 4-2-sejr til Frankrig, som dermed vinder VM 2018, mens Kroatien, som har imponeret undervejs ved turneringen, må nøjes med andenpladsen.
4-2-sejren til Frankrig er samtidig den største finalesejr i ordinær spilletid siden VM 1966, hvor England dengang også vandt 4-2 over Vesttyskland.