
Foto: Shutterstock
I dag undskylder han for sine kritiske udtalelser efter 3-2-nederlaget til Norge i den første Nations League-kamp i denne omgang.
"Elefanten i rummet er jo lidt, at du har to af de samme typer på midtbanen, ikke?," sagde Pierre-Emile Højbjerg efter kampen til TV 2 og uddybede:
"Måske skal træneren vælge én og lade den anden sidde ude, og så må vi i sidste ende tænke på holdets bedste og ikke på vores eget bedste."
På sin officielle Instagram-profil har Højbjerg netop undskyldt i en lang tekst i en story.
Hele Højbjergs undskyld kan læses i sin fulde form her:
"Jeg har lavet en fejl, som jeg undskylder over for mine holdkammerater, træneren og alle involverede. Man skal ikke udtale sig offentligt om en holdkammerat eller trænerens dispositioner, for så kommer det til at fylde meget mere i medier og omverdenen end der faktisk er i det."
"Det er jeg ked af, for jeg har et meget tæt forhold til Morten og til Brian, og jeg er klar over den støj sådan noget her giver landsholdet. Det undskylder jeg for."
"Jeg er et menneske. Et menneske, der elsker landsholdet, Danmark og fodbold. Når jeg er skuffet over et nederlag som i går, efter et ellers flot comeback, samt et misset VM, så løber følelserne af med én og jeg fik sagt noget, der ikke var gennemtænkt."
"Jeg kan sagtens spille sammen med Morten. Han er en dygtig spiller, som jeg respekterer meget og en person, jeg har det godt med, og som ligesom jeg, vil give alt for Danmark.
"Vi har også spillet mange gode kampe sammen. EM24, Nations League-gruppespil og derudover spillede vi jo også rigtig godt sammen i anden halvleg mod Norge."
"Jeg prøvede at sige, at vi er to meget ens typer på banen, og at vi i dette moment ikke altid er lykkedes bedst muligt med at få det optimale ud af vores samarbejde, som derved kan gavne holdet bedst muligt."
"Vi kommer nogle gange til at søge de samme rum for meget og være de samme steder. Det har træneren også sagt til os, forsøgt at justere og det vil vi fortsat arbejde videre på med stor ærgerrighed."
"Så selvfølgelig kan jeg spille med Morten fremadrettet og jeg vil altid give alt for træneren, holdet og Danmark, uanset hvor jeg bliver placeret og med hvem. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være."
"Holdet kæmpede sig flot tilbage mod Norge, viste karakter, mentalitet og kvalitet for at vinde kampen. De danske fans, der tog kuren med os på stadion, var fantastiske. Før, under og endda efter kampen. Vi kæmper for jer."
"Nu handler det om, at vi fokuserer og samler vores kræfter til kampen mod Wales i Parken, så vi kan give de danske fans en sejr."
"Vi fejler, vi lærer og lad os sammen rejse os."