Magiske Messi sendte Argentina til VM

0

Argentina kom bagud efter 40 sekunder mod Ecuador, men på et hattrick af Lionel Messi vandt argentinerne 3-1 og kvalificerede sig til VM 2018.

Det helt store drama ventede natten til onsdag i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

Mens Brasilien havde kvalificeret sig forlængst, var der hele seks nationer - Uruguay, Chile, Colombia, Peru, Argentina og Paraguay - som kunne spille sig til VM i Rusland i sidste runde.

 

De flestes øjne var rettet mod Ecuador, hvor Argentina med Lionel Messi i startopstillingen med al sandsynlighed skulle vinde for at kvalificere sig direkte eller komme i playoff-kampe.

Men argentinerne fik den værst tænkelige start på kampen, da Romario Ibarra allerede efter 40 sekunders spil bragte Ecuador på 1-0 - og så var der langt til VM for Messi og co.

Argentinerne fik dog hurtigt rystet forskrækkelsen af sig, og naturligvis var det Messi, som var på pletten efter ca. ti minutter. Efter fikse kombinationer med Angel Di Maria kom Barcelona-stjernen fri og udlignede sikkert til 1-1.

Men Messi var slet ikke færdig. Således var der kun spillet 20 minutter, da den lille troldmand opsnappede bolden i Ecuadors defensiv, hvorefter han knaldede den op i nettaget, og så var kampen vendt på hovedet.

Der blev ikke scoret yderligere i første halvleg, selvom Di Maria burde have udbygget føringen, da han blev spillet fri af Messi. Di Marias afslutning blev dog reddet af værternes keeper Maximo Banguera.

Derfor var stillingen ved pausen 2-1 til Argentina, som pga. stillingerne i de øvrige kampe indtog en øjeblikkelig VM-givende tredjeplads.

Argentina var altså på VM-kurs, og efter 63 minutters spil begyndte det for alvor at se godt ud, da Messi nok engang viste klassen og elegant chippede bolden i kassen til 3-1.

Herefter var argentinerne i kontrol, og de kunne uden problemer køre 3-1-sejren i hus efter en forrygende præstation af Messi.

Og da de andre resultater i den sydamerikanske VM-kval flaskede sig for Argentina, slutter de som nummer tre, hvilket altså er lig med deltagelse ved næste års VM-slutrunde.

Skriv en kommentar