Montenegro måtte slide for sejren mod Rumænien

0

Med en scoring af Stevan Jovetic et kvarter før tid vandt Montenegro deres vigtige VM-kvalkamp imod Rumænien, som nu ikke længere kan nå VM 2018.

Der var pres på Montenegro efter Danmarks 4-1-sejr over Armenien. Montenegrinerne skulle på eget græs mod Rumænien forsøge at komme på samme pointantal som Danmark igen.

Montenegro var bedst i første halvleg, men værterne formåede ikke at få bolden i kassen på trods af flere chancer, og derfor var stillingen 0-0 efter de første 45 minutter.

Heller ikke i anden halvleg tydede det på, at Montenegro ville få de tre livsvigtige point. Men et kvarter før slutfløjtet kom forløsningen.

Et indlæg fra højrekanten fra Adam Marusic lå perfekt til montenegrinernes store stjerne, Stevan Jovetic, der pandede Balkan-drengene i front.

Rumænien skulle nu frem på banen, men gæsterne fik ikke held med at udligne i slutfasen. Derfor sluttede det 1-0 til Montenegro, som er tilbage på den delte andenplads med Danmark.

Til gengæld er VM-håbet nu slukket for Rumænien, der har syv point op til anden- og tredjepladsen med kun seks point tilbage at spille om.

 

Skriv en kommentar