Danmarks landstræner Morten Olsen peger fortsat på VM som det største i fodboldens verden. Han afslører også sit bud på en vinder ved VM 2014.
Klubfodbolden dominerer mere og mere, men der er stadig noget helt specielt ved VM-slutrunder. Det mener Danmarks landstræner Morten Olsen.
"VM er stadig det største. Fodbold har selvfølgelig ændret sig meget gennem årene, og ikke mindst de seneste bare 10 år. Du kan sige, at klubfodbold har overtaget fra landsholdsfodbold på mange måder," forklarer Morten Olsen til BT, og uddyber:
"Men hvis man tænker tilbage på de største spillere, og når man tænker på, hvordan de satte en streg under deres navn, var det ved slutrunderne. Det er fra slutrunderne, man husker legenderne. Det er her, de har varemærket sig selv."
Olsen tror, at Brasilien går hele vejen, mens han har mindre tiltro til Tysklands landshold med Joachim Löw i spidsen.
Morten Olsen må se med fra sidelinjen, da Danmark som bekendt ikke kvalificerede sig til VM 2014, der begynder på torsdag.