Nigerias landstræner Stephen Keshi har valgt at trække sig fra posten, efter at holdet blev slået ud af VM i 2-0-nederlaget til Frankrig. Anføreren Joseph Yobo stopper også.
Nigeria måtte mandag aften erkende, at 1/8-finalen var endestationen ved VM 2014.
Samtidig var det også sidste kamp, hvor landstræner Stephen Keshi stod i spidsen for holdet. Han trækker sig fra posten med øjeblikkelig virkning.
"Det er tid for mig at gå tilbage til min familie og prøve nye udfordringer," fortæller Keshi ifølge BBC Sport.
Den 52-årige nigerianer har styret tropperne siden 2011.
Udover landstræneren har anføreren, 33-årige Joseph Yobo, også valgt at indstille landsholdskarrieren.
"Det var det. Jeg kan se tilbage på min karriere med stor stolthed. Jeg ønskede, at stoppe på toppen for mit land. At blive slået af Frankrig var ikke det bedste, men jeg er glad for alt, hvad jeg har opnået for landsholdet," udtaler Yobo ligeledes ifølge BBC Sport.