VM-holdanalyse 2010: Nigeria

1

Nigeria er endt i VM-gruppe B, hvor de skal møde Argentina, Sydkorea og Grækenland. VM-guide.dk bringer her en analyse af Nigerias landshold.

Fakta:

Fulde navn: Nigeria
Hovedstad: Lagos
National-stadion: Abuja Stadium (Kapacitet: 60.491)
Landets areal: 923.768 km2
Antal indbyggere: 154.729.000
Forbundets navn: Nigeria Football Federation
Øgenavn til landsholdet: Super Eagles
Placering på verdensranglisten: Nr. 21 (Marts)
Flest landskampe: Mudashiru Lawal, 86 kampe
Flest mål: Rashidi Yekini, 37 scoringer
Største sejr: Nigeria - Dahomey - 10-1 (28. november 1959)
Største nederlag: Gold Coast - Nigeria - 7-0 (1. juni 1955)

De største resultater:

Confederations Cup:

1995 - Fjerdeplads

African Nations Cup:

1980 - Vindere
1994 - Vindere

VM:

1994 - 1/16-finalerne
1998 - 1/16-finalerne
2002 - 1. runde

VM-erfaring:

Nigeria har tidligere deltaget i tre VM-slutrunder. Den første blev afviklet i 1994, mens den seneste slutrunde, som nationen deltog i, var VM 2002, som foregik i Japan og Sydkorea.

De måtte dog allerede tage afsked med turneringen efter den indledende runde, fordi de kun sikrede tre point i tre kampe.

I 2002 var Nigeria vel at mærke også placeret i en stærk gruppe, med Danmarks naboer fra Sverige, England samt Argentina.

Vejen til VM-slutrunden:

Nigeria ligger under CAF, når de skal kvalificeres, og de havde en fordel af at starte direkte i anden kvalifikationsrunde, hvor de blev placeret i gruppe fire.

Den vandt nationen suverænt med hele 18 point efter seks kampe, mens VM-værtsnationen Sydafrika tog sig af andenpladsen med syv point, mens Sierra Leone og Equatorial Guinea tog sig af de efterfølgende pladser med henholdsvis syv og tre point.

Kun Nigeria gik videre fra denne gruppe til tredje kvalifikationsrunde, mens Sydafrika naturligvis er med i dette års VM, fordi de er værtsnation.

I tredje kvalifikationsrunde røg Nigeria i gruppe B, hvor holdene var Tunesien, Mozambique og Kenya. De sikrede præcis et point mere end Tunesien, nærmere bestemt 12 point, og derfor kunne de nyde godt af en plads til dette års VM.

Landstræneren:

Navn: Lars Edvin Lagerbäck
Født: 16. juli 1948
Nationalitet: Sverige
Landstræner siden: 2010
Træner-karriere: Kilafors IF, Arbrå BK, Hudiksvalls ABK, Sverige U21, Sveriges B-landshold, Sveriges A-landshold

Portræt:

Lars Lagerbäck kan de fleste danskere sandsynligvis nikke genkendende til, eftersom han har været omkring Sveriges landshold siden 1990.

Men han startede sin trænerkarriere som klubtræner for Kilafors IF helt tilbage i 1966, mens han i perioden 1983 til 1985 var cheftræner for Arbrå BK. Hans sidste klub som træner blev Hudiksvalls ABK.

Derefter kastede han sig over træneropgaver under Sveriges landshold. Han startede med Sveriges U21-mandskab, som han styrede frem til 1995, derefter blev han træner for B-landsholdet, men i 1998 valgte han at takke ja til tilbuddet, om at blive assistenttræner, hvilket han var i et år, inden han fik det store ansvar ved at blive Sveriges landstræner.

Denne stilling havde han i de næste ni år, før han valgte at stoppe som landstræner. Men den 62-årige træner besluttede sig for at blive landstræner for Nigeria i februar måned i år, og dermed afløste han manden, der havde siddet på posten de seneste to år, Shaibu Amodu. Han underskrev en kontrakt med Nigeria, som løber til og med VM.

Analyse af truppen:

Nigeria har igennem længere tid, stået for at opbygge en række store talenter, som også har fået deres europæiske gennembrud.

Det er også værd at bemærke, at hovedparten af landsholdsspillerne er født i 1980'erne. Det er kun den erfarne Nwankwo Kanu, som skiller sig ud fra mængden af dygtige spillere, da han er født i 1976.

Målmænd:

På målmandsposten sidder Hapoel Tel-Avivs Vincent Enyeama sikkert på prædikatet førstevalg. Derudover må den to år yngre keeper, Austin Ejide fra Hapoel Petah-Tikva vurderes som andetvalg, mens Segun Oluwaniyi står noteret for en enkelt kamp i 2010. Han spiller til dagligt for Shooting Stars SC Ibadan i hjemlandet.

Forsvaret:

Nigerias primære forsvarskæde består udelukkende af spillere, der til dagligt repræsenterer europæiske klubber. Chidi Odiah spiller for CSKA Moskva, Joseph Yobo fra Everton, Obinna Nwaneri fra FC Sion i Schweiz samt Taiye Taiwo, der spiller i den franske storklub Olympique Marseille. Dermed er Nigeria godt besat i bagkæden, hvilket også vil være en nødvendighed under VM, der er præget af mange offensive hold.

Midtbanen:

Ayila Yussuf fra Dynamo Kiev udgør normalt midtbanen sammen med John Obi Mikel fra Chelsea og Seyi Olofinjana fra en anden Premier League-klub, nemlig Hull City.

Angrebet:

I forreste kæde befinder holdets største stjerne sig. Der er tale om den tidligere Inter-bomber Obafemi Martins, som nu spiller for VfL Wolfsburg. Han plejer at indgå i en trio sammen med Aiyegbeni Yakubu fra Everton og Lokomotiv Moskvas Peter Odemwingie.

Styrker og svagheder:

Holdets store styrke er uden diskussion de mange offensive stjerner, der har etableret sig som profiler på deres respektive klubhold. Derimod bliver det Lars Lagerbäcks store opgave, at skabe den helt rigtige sammensætning i bagkæden, hvis man for eksempel rammes af skader eller pludselig dykker i formkurven.

Den forventede ideelle opstilling:

Vincent Enyeama

Chidi Odiah - Joseph Yobo - Obinna Nwaneri - Taiye Taiwo

Ayila Yussuf - John Obi Mikel - Seyi Olofinjana

Obafemi Martins - Aiyegbeni Yakubu - Peter Odemwingie

Den fulde trup:

Truppen udtages senest 10. juni. VM-guide.dk bringer den så snart, at den er blevet offentliggjort.

Skrevet af Casper Lohse

1 kommentar

  1. Michael Toubeily den

    Martins er simpelthen den bedste fra hele Afrika. Cristiano Ronaldo er ikke engang bedre end ham. Martins er den hurtigste jeg nogensinde har set.

Skriv en kommentar