Landstræner Morten Olsen fortæller i dag, at han har i sinde at offentliggøre VM-truppen den 10. maj. Samtidig røber han, at 50 spillere er med i opløbet om de 23 VM-pladser.
Den danske landstræner skal egentlig først angive sin 23 mands store VM-trup den 1. juni, ligesom de resterende landstrænere.
Men Olsen fortæller i dag, at han har i sinde at offentliggøre den endelige VM-trup allerede den 10. maj. Samtidig løfter han sløret for, at han har 50 danske spillere i kikkerten for tiden.
"Det vil overraske mig, hvis der kommer en helt ny spiller. Men det skal der være plads til. VM handler om form, og bliver en spiller ved med at score mål inden VM, så kan det godt ske, at vi synes, at det er en god idé at tage ham med," siger Olsen ifølge DR Sporten og fortsætter:
"Vi har mange, som vi skal følge. Det er fortrinsvis dem, som vi havde med på Ligalandsholdet, som vi vil se på. Det udelukker ikke, at der er en, som vi tidligere har haft med, som begynder at levere."
Landstræneren forklarer, hvorfor han vælger, at røbe sin VM-trup, før deadlinen egentlig indtræder.
"Der er ingen grund til at vente. Jeg udtager de 23 spillere dagen inden, der skal afleveres en liste med 30 navne til FIFA. Det vil være bedst for alle parter at vide, hvem der skal af sted. Så kan de sidste forberedelser gå i gang," forklarer Olsen til TV 2 Sporten og uddyber:
"Jeg håber, at kunne samle VM-truppen omkring den 20. maj, og vi vil så individuelt finpudse formen hos spillerne. Nogle har mange kampe i benene, andre har næsten ingen. Det kan justeres, indtil vi tager af sted til Sydafrika."