Chile og Australien mødes i deres første kamp ved denne VM-slutrunde. Det er en kamp, som ingen af dem kan tåle at tabe, hvis de vil avancere.
Anden spilledag under VM slutter af med et interessant opgør mellem Chile og Australien. Ingen af holdene har råd til at tabe kampen, hvis de vil videre fra gruppe B.
Hverken Chile eller Australien var formentlig tilfredse, da der i december 2013 blev trukket lod til VM-grupperne.
At havne i gruppe med de to finalister fra forrige VM-slutrunde må siges at være en ordentlig mundfuld. Derfor er der ikke råd til at tabe første kamp.
Ja, faktisk er der slet ikke råd til at tabe point, da det vil lægge pres på begge mandskaber, før de tørner sammen med Spanien og Holland i de sidste to gruppekampe.
Chile er favoritter til aftenens kamp, og hvis sydamerikanerne vil tages seriøse i gruppe B, skal deres åbningskamp vindes. Australien kan derimod spille ganske frit, da ingen forventer, at de formår at få point i gruppespillet.
Fokus på holdene:
Chile:
Ligesom ved VM for fire år siden kommer vi til at se et angrebsivrigt chilensk hold, der ikke spiller med håndbremsen trukket.
Holdets to største profiler er midtbanedynamoen Arturo Vidal fra Juventus samt FC Barcelonas målfarlige offensivspiller Alexis Sanchez. Begge spillere vil være vigtige for Chile at få i gang under VM.
Hvis Chile skal have succes, afhænger det også af, at deres defensiv får lukket af. Der er ingen tvivl om, at Chile er bedst, når der skal angribes, og det kan blive dyrt mod Spanien og Holland, der har stjernespillere på den sidste tredjedel af banen.
Australien:
Australien imponerede langt fra, da de kvalificerede sig til VM igennem den asiatiske VM-kval. Der er sket en større udskiftning på holdet, hvor flere yngre folk er kommet ind.
Ingen forventer imidlertid noget af Socceroos, som må se VM-slutrunden som en succesoplevelse, hvis de kommer hjem med et enkelt point i bagagen.
I front sætter Australien sin lid til Tim Cahill, der gerne skal fodres med masser af indlæg fra kanterne. Men uanset hvor mange gode indlæg, der kommer, får Cahill og co. det mere end svært.
Fakta:
Australien vandt kun tre ud af otte kampe i den asiatiske VM-kvalifikation, hvilket alligevel var nok til at sikre den VM-givende andenplads.
Kun én gang er Australien gået videre fra gruppespillet ved en VM-slutrunde. Det var i 2006, hvor de i ottendedelsfinalen endda var tæt på at slå de senere verdensmestre fra Italien ud.
Chiles bedste placering ved en VM-slutrunde var i 1962 – på hjemmebane – hvor de vandt bronze.
Hos Chile blev Arturo Vidal og Eduardo Vargas de mest scorende spillere i i VM-kvalifikationen. Begge spillere lavede fem mål.
Chile og Australien har én gang tidligere mødt hinanden ved en VM-slutrunde. Det var i 1970, hvor opgøret endte 0-0.
Seneste nyt om holdene:
Chile:
Chiles største profil, Arturo Vidal, har længe været tvivlsom til aftenens opgør. I Chile regner de dog med, Juventus-spilleren er klar, når det går løs mod Australien.
Australien:
Hos Australien er der også en profil, der er tvivl. Det er ligeledes på midtbanen, hvor Mark Bresciano døjer med rygproblemer.
Hold øje med:
Arturo Vidal (Chile): Han har haft en fremragende sæson i Juventus, og han jagtes af flere af topklubberne i Europa. Fra den centrale midtbane er han nøglespilleren på Chiles mandskab.
Tim Cahill (Australien): Skal Australien have en chance for at gå videre fra gruppe B, skal Tim Cahill iscenesættes. Han er topscoreren på det australske landshold, og med sine 34 år er han en af de mest rutinerede spillere hos Socceroos.
Forventede startopstillinger:
Chile:
Bravo
Jara – Medel – Gonzalez
Isla – Vidal – Diaz – Beausejour
Fernandez
Sanches – Vargas
Australien:
Ryan
Franjic – Spiranovic – McGowan – Davidson
Jedinak
Milligan – Bresciano
Halloran - Oar
Cahill
Praktisk information:
Kampens dommer: Noumandiez Doue (Elfenbenskysten)
Stadion: Arena Pantanal, Cuiaba
Spille-tidspunkt: 24:00
Vises på: TV 2