Det bliver formentlig kampen om førstepladsen, når Schweiz møder Frankrig i gruppe E i aften.
Fokus på holdene:
Schweiz:
Efter at have været bagud 1-0 ved pausen fik Schweiz vendt slaget mod Ecuador i anden halvleg. Sejrsmålet til 2-1 kom dybt inde i overtiden, hvilket har bragt schweizerne i en god position.
Ottmar Hitzfelds udvalgte spillede i store dele af kampen en pæn omgang fodbold, hvorfor de tre point ikke var ufortjente.
Frankrig:
Frankrig fik også en god start på VM-slutrunden, da Honduras blev nedlagt med 3-0. Det giver ro på et fransk landshold, der har haft store problemer de seneste år.
Karim Benzema var kampens store oplevelse med to scoringer, mens Real Madrid-angriberen også var stærkt indblandet i det tredje mål.
Fakta:
Schweiz og Frankrig mødte hinanden ved VM 2006, hvor det endte 0-0 efter en uskøn forestilling.
I de sidste fem indbyrdes opgør er Frankrig ubesejret. For at finde seneste Schweiz-sejr skal vi tilbage til 1992.
De seneste tre indbyrdes opgør er endt uafgjort – og i ingen af de tre opgør er der blevet scoret mere end to mål.
Hold øje med:
Xherdan Shaqiri (Schweiz): Han var Schweiz’ giftigste spiller mod Ecuador, og det kan Bayern München-spilleren også sagtens blive i aften.
Shaqiri har en fremragende fysik – men samtidig også en rigtig god teknik og skarpe driblinger.
Karim Benzema (Frankrig): Hvem ellers? Benzema var kampens store oplevelse i kampen mod Honduras, og det er ham, der skal score målene for Frankrig igen i aften.
Seneste nyt om holdene:
Schweiz:
Johan Djourou har fået kritik for sin indsats mod Ecuador. Derfor forventes det, at Fabian Schär spiller i stedet i midterforsvaret.
Frankrig:
Der har været snak om, at Olivier Giroud måske starter på banen i aftenens opgør. Men det virker mest sandsynligt, at Les Bleus holder fast i samme start 11’er som mod Honduras.
Forventede startopstillinger:
Schweiz:
Benaglio
Lichtsteiner – Schär – von Bergen – Rodríguez
Behrami – Inler
Shaqiri – Xhaka – Stocker
Drmic
Frankrig:
Lloris
Debuchy – Varane – Sahko – Evra
Pogba – Cabaye – Matuidi
Valbuena – Benzema – Griezmann
Praktisk information:
Kampens dommer: Bjorn Kuipers (Holland)
Stadion: Arena Fonte Nova, Salvador
Spille-tidspunkt: 21:00
Vises på: TV2