VM-guide.dk varmer op til aftenens VM-kvalkampe ved at kigge alle de ni europæiske kvalifikationsgrupper igennem.
Optakt:
Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at gruppe H er den mest tætte af alle ni EM-kvalifikationsgrupper. Hele fire hold har gode chancer for at spille sig med til næste års VM-slutrunde i Brasilien.
Der er tale om England, Polen, Ukraine samt Montenegro, der alle har kvalitet til at spille med i toppen af gruppe H. Gruppens sidste to mandskaber er Moldova og San Marino, som kommer til at slutte nederst.
De to EM-værter fra i fjord, Ukraine og Polen, er kommet helt forskelligt fra start i gruppe H. Polen er startet glimrende med fem point efter tre kampe, hvor polakkerne bl.a. har spillet 1-1 mod England.
Til gengæld har Ukraine foreløbig skuffet fælt med 0-0 ude mod Moldova og et 0-1-nederlag på egen bane til Montenegro.
Nederlaget til Montenegro betyder til gengæld, at montenegrinerne er startet fantastisk i gruppe H, hvor Balkan-nationen i øjeblikket ligger nummer et med 10 point efter de første fire kampe.
Montenegro ligger to point foran England, der har spillet uafgjort mod både Polen og Ukraine hidtil. Til gengæld har England vundet to stensikre 5-0-sejre over henholdsvis Moldova og San Marino.
Dagens kampe:
Moldova – Montenegro
En rigtig vigtig kamp for Montenegro. Gruppe H er rigtig tæt, så der er ikke råd til pointtab, selvom montenegrinerne ligger nummer et. En sejr til gæsterne vil til gengæld være rigtig god, og det vil give Montenegro et godt udgangspunkt, før de sidste fem gruppekampe skal spilles. Foreløbig har Montenegro virket stærke, men det kræver så sandeligt også, at man kan slå de små nationer. Derfor kan aftenens kamp vise, om vi virkelig skal regne med Jovetic og co.
Polen – Ukraine
Kampen mellem sidste års EM-værter bliver rigtig interessant, da den har har mange aspekter. Hvis Ukraine taber, ser deres VM-chancer minimale ud, da ukrainerne derved vil stå med to point efter de første fire kampe (Ukraine har kun spillet tre kampe foreløbig). Polen kan derimod lægge pres på både England og Montenegro med en sejr. Uden tvivl en rigtig vigtig og tæt kamp, som ingen af holdene har råd til at tabe.
San Marino – England
Alt andet end en engelsk sejr vil være en katastrofe for den fodboldgale nation. San Marino er et af Europas allersvageste hold, så der må ikke opstå problemer for England, som skal have klasse nok til at nedbryde San Marinos defensiv. Englænderne vandt hjemme 5-0 mod San Marino i de to holds første møde, og et lignende resultat bør komme i aften.